Optakt: Manchester United – Crystal Palace

David Moyes får chancen for at hente sin første hjemmebanesejr lørdag, når oprykkerne fra Crystal Palace kommer på besøg.

Det bliver startskuddet på en hård uges tid for Manchester United, hvor de indenfor otte dage skal spille tre kampe.

De engelske mestre skal rejse sig og vise format ovenpå et rodet transfervindue og en halvsløj sæsonstart. Det får de muligheden for, når Ian Holloways tropper kommer til Old Trafford i morgen.

Kampen mod Crystal Palace er på forhånd blevet udpeget som den letteste af Uniteds første fem kampe. Moyes & co. skal dog passe på med at undervurdere oprykkerne. I de to klubbers seneste indbyrdes opgør slog Palace faktisk United, da de ekskaperede dem ud af Liga Cuppen tilbage i 2011.

”De Røde Djævle” ligger pt. nummer syv i Premier League med fire point efter tre kampe. Det er resultatet af en sejr over Swansea, uafgjort mod Chelsea og et skuffende nederlag på Anfield.

Ét point bag United ligger Crystal Palace. Holdet tabte til Tottenham og Stoke i deres første to kampe, før de slog Sunderland 3-1 i tredje runde.

Manchester United går glip af den altid karismatiske Ian Holloway, som afsoner den første af to karantænedage i morgen. Karantænen kom ovenpå nogle kritiske kommentarer fra Holloway omkring dommerens præstation i oprykkernes kamp mod Spurs.

Der er chance for, Uniteds nyindkøb Marouane Fellaini får sin første kamp i weekenden. Selvom belgieren kun har trænet med i en halv uges tid grundet landsholdspausen, er en hjemmebanekamp mod Crystal Palace et godt bud på en mulig debut.

Skader/karantæner
Wayne Rooney må sidde over for hjemmeholdet grundet sin hovedskade. Meldingerne lyder på, at han muligvis kan gøre comeback på tirsdag mod Bayern Leverkusen.

Phil Jones og Rafael er begge tvivlsomme.

Crystal Palace har sit at se til i forhold til skader. Paddy McCarthy, Yannick Bolasie, Jerome Thomas, Glenn Murray og Jack Hunt er alle ukampdygtige.

Dommer
Jonathan Moss skal dømme kampen.

Mulige startopstillinger

Manchester United
De Gea
Smalling – Vidic – Evans – Evra
Nani – Carrick – Fellaini – Zaha
Welbeck – Van Persie

Crystal Palace
Speroni
Ward – Gabbidon – Delaney – Moxey
Puncheon – Jedinak – Bannan – Campana
Jerome – Chamakh
 
 

Hold øje med
Jason Puncheon som er på lån fra Southampton. Den 27-årige englænder er en dygtig offensivspiller, og han kan blive et drilsk bekendtskab for Manchester United. Han viste glimt af sit potentiale i seneste sæson, hvor han blandt andet scorede et fremragende mål mod Chelsea.

Sagt om kampen
”Palace slog United i cuppen for to år siden. Jeg så den i fjernsynet. Kan vi tage derhen og gøre det igen?” – Ian Holloway.

Skribentens bud på kampens udfald
Manchester United skal have en sejr, og det får de også. 3-0 til hjemmeholdet.

Vidste du at…

– United har ikke fundet målet i deres to seneste kampe. Det er første gang siden 2007, at ”De Røde Djævle” ikke har scoret i to Premier League-kampe i træk.

– Det er første gang i otte år, at Crystal Palace spiller i den bedste engelske række.

– Ryan Giggs har aldrig scoret mod Palace. Han har spillet mod dem syv gange.

– Marouane Fellaini vandt flere hovedstødsdueller i sidste sæson (151), end alle Uniteds 11 midtbanespillere gjorde tilsammen (94).

– Sidst United tabte til en oprykker på Old Trafford var i 98/99-sæsonen, hvor Middlesbrough sejrede 3-2.

TV
Kampen bliver vist på TV3+ og 6’eren.

Hvem spiller rivalerne imod?
Arsenal skal en tur til Sunderland, mens Manchester City drager til Stoke. Chelsea spiller på Goodison Park mod Everton, og Liverpool spiller mod Swansea mandag aften. 

Forrige artikel

Vidic er tilfreds med Moyes og co

Næste artikel

Tag med til Arsenal-kampen og vind en signeret trøje

ANNONCE