Optakt: Manchester United – Sunderland

David Moyes er tilbage på Old Trafford, når Sunderland er modstanderen på Boxing Day.

 

 

Juleprogrammet startede glimrende for Manchester United, efter holdet i sidste uge kunne udbygge Premier League totalen til 30 point med den tredje sejr på stribe. Igen var det Zlatan Ibrahimovic som stjal overskrifterne, da han med to mål sænkede West Bromwich, som ellers havde startet denne sæson glimrende under kyndig ledelse af Tony Pulis.

Lad os håbe, at den tunge julemad allerede nu er ude af systemet på spillerne, for der er ikke tid til at hvile alt for meget på laurbæerne på denne tid af året. Selvom holdene har haft en forholdsvis lang pause på over en uge i denne omgang, så venter der de kommende dage lidt af en kraftanstrengelse – i hvert fald for nogle.

På 172 timer (fra kampen på Boxing Day starter til kampen mod West Ham d. 2 januar er slut) skal Manchester United spille tre vigtige kampe, men mængden af tid mellem de tre kampe varierer meget blandt klubberne. Dette viser tal fra BBC. Kampfordelingen er blevet voldsomt kritiseret af både José Mourinho, Arsene Wenger og Jürgen Klopp på det seneste. Alle managere mener, at planlægningen tilgodeser nogle hold unødvendigt meget. I denne forbindelse kan nævnes, at førerholdet Chelsea har hele 223 timer til de samme tre kampe.

Værst står det til hos Southampton, som skal spille alle tre kampe på kun 117 timer, og det giver i dette tilfælde Chelsea en klar fordel med hele 90% mere restitutionstid mellem de tre opgør. Man har tendens til at give de tre managere ret i kritikken, selvom der selvfølgelig ikke kan gøres noget ved det nu.

Første kamp i det travle program er Boxing Day-opgøret mod David Moyes og Sunderland. Den tidligere ”chosen one” står for første gang i direkte duel med Manchester United, siden han blev fyret tilbage i 2014. Han er derfor med garanti sulten efter at bevise sig selv for både spillerne og United-ledelsen, men det kan vise sig svært for skotten.

Stillingen lyver ikke, og selvom Sunderland er kommet lidt i gang, så ændrer det ikke på, at de stadigvæk skal kæmpe hårdt for overlevelse i denne sæson. David Moyes slap med nød og næppe fra en fyringsseddel tidligere på sæsonen, og de seneste resultater ser ud til at have givet ham endnu en livline. I seneste runde hev Sunderland en vigtig 1-0-sejr i land mod kriseramte Watford, som har tabt fire af de seneste fem kampe.

Selvom Sunderland er kommet bedre med, sidder man alligevel med en fornemmelse af, at den opadgående kurve hurtigt kan vende igen for holdet. De scorer simpelthen for få mål, og det vil blive et problem på sigt. Indtil videre er det blot blevet til 15 mål i 17 kampe, og her har Jermain Defoe stået for over halvdelen (8).

Selvom Manchester United generelt har haft et godt tag på Sunderland historisk set, så er det faktisk United, som denne gang har revanche til gode. I sidste sæson blev det nemlig til et nederlag på udebane, da David de Gea måtte notere sig for et selvmål i det 82-minut. Hvis dette resultat skal gentage sig, så vurderes det dog, at meget skal gå galt for United.

De fleste forventer, at Sunderland vil stille ekstremt defensivt op på Old Trafford, og at de blot vil forsøge at forsvare en kedelig 0-0’er hjem. Selvom Sunderland har rutinerede spillere i defensiven, så bør de offensive United-stjerner alligevel have mindst to-tre klasser mere at tilbyde, og det kan meget vel blive ”Zlatan Time” igen på Boxing Day.

Dato og tid:

Kampen spilles mandag d. 26/12 klokken 16.00.

Skader og karantæner:

Manchester United kan stille med en stort set skadesfri trup til kampen. Kun Luke Shaw er blevet meldt ude af opgøret.

Sunderland må undvære McNair, Watmore, Cattermole og Gooch, som alle er langtidsskadede. Derudover ser det ud til at både Kirchhoff og Jones misser opgøret med nye skader. Januzaj er spærret for Sunderland.

Kampens Dommer:

Martin Atkinson dømmer mandagens kamp.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Valencia – Rojo – Jones – Darmian

Herrera – Carrick

 Mkhitaryan – Pogba – Martial

Ibrahimovic

Sunderland:

Pickford

        Love – Kone – O’Shea – van Aanholt

Ndong – Khazri – Denayer

     Borini – Defoe – Anichebe

 

Hold øje med:

Jermain Defoe er garant for mål. Han har altid formået at score mål, lige meget hvor han har spillet. Nu gør han det for Sunderland, og han har været Sunderlands Ibrahimovic i denne sæson. Nok er han ikke den største og mest fysisk betonede angriber, men han har alligevel en fantastisk placeringsevne, som altid er en stor udfordring for forsvarsspillerne.

Sagt om kampen:

”Jeg ser frem til at komme tilbage. Det er et stort sted at være manager og et stort privilegium at have trænet den fodboldklub. Vi ved, at Manchester United er ved at finde deres form, men vi skal forsøge at stoppe dem”. – David Moyes

Skribentens bud på resultatet:

Der har været optræk til en storsejr et stykke tid, og mandag tror jeg, den kommer. Sunderland har ikke midlerne til at dæmme op for United-offensiven, og derfor tror jeg også, at fansene på Old Trafford får en ekstra julegave denne mandag. Hvis Manchester United får et hurtigt mål kan det blive grimt, men jeg tror trods alt, David Moyes slipper nådigt og kan nøjes med et 3-0-nederlag til sin tidligere arbejdsgiver.

Vidste du, at:

  • Manchester United og Sunderland er mødtes to gange før på Boxing Day. I 2007 blev det til en 4-0-sejr på udebane, mens United vandt 2-0 på hjemmebane i 2010.
  • Manchester United har kun tabt én af de seneste 13 kampe i alle turneringer.
  • Zlatan Ibrahimovic har scoret 16 mål i sine førte 25 kampe for Manchester United.
  • Sunderlands første sejr i denne sæsons Premier League kom først efter 11 forsøg.
  • David Moyes siden 2013 har stået i spidsen for Manchester United, Real Sociedad og Sunderland. Sammenlagt er det blevet til 113 kampe på sidelinjen for skotten med blot 45 sejre til følge.

TV:

Kampen bliver vist på 6eren og DPlay.

Hvem spiller rivalerne mod:

  • Arsenal – West Bromwich
  • Chelsea – Bournemouth
  • Hull – Man City
  • Liverpool – Stoke
  • Southampton – Tottenham

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Moyes kritiserer United for transferpolitik

Næste artikel

Mourinho: Vi kan slutte højere end nummer fire

ANNONCE