Optakt: Manchester United – Watford

Manchester United skal forsøge at bygge videre på den gode stime, når de onsdag aften møder Watford i en Premier League-kamp, som skal vindes.

Hvis vi spoler tiden 11 dage tilbage, så det hele meget, meget sort ud. Manchester United havde lige lidt et pinligt nederlag til FC Midtjylland i Herning, og flere medier skrev – igen – at Louis van Gaal var meget tæt på at blive fyret. Forud ventede en FA Cup-kamp mod Shrewsbury, returopgøret mod FC Midtjylland og den noget faretruende udsigt til at møde Arsenal med et regulært reservehold.

På den anden side af de tre kampe er stemningen fuldstændig vendt. Shrewsbury blev slået 3-0, FC Midtjylland blev sat godt og grundigt på plads med 5-1, og den medrivende 3-2-sejr over Arsenal og Marcus Rashfords kometgennembrud har været nogle af højdepunkterne i denne sæson. Med ryggen mod muren har Louis van Gaals mandskab leveret, og nu handler det om at bygge videre på det momentum, som holdet pludselig har fundet.

Det tæt pakkede kampprogram betyder, at United allerede skal i aktion igen onsdag aften. Modstanderen er oprykkerne Watford, der har haft en solid sæson og lige præcis ligger i den øverste halvdel af tabellen med hele 13 point ned til stregen. Quique Sanchez Flores’ mandskab er på ingen måde i fare for nedrykning og kan spille fuldstændig frit i resten af sæsonen.

Den tilbagevendte optimisme til trods døjer United stadig med en uhyggeligt lang skadesliste forud for kampen onsdag aften. Derfor bliver der næppe meget rotation, og det bliver med al sandsynlighed nogenlunde den samme startopstilling som de tre foregående kampe. Van Gaal forventer dog en del spillere tilbage i løbet af marts, så hvis United kan få seks point fra de næste to kampe mod Watford og ude mod West Brom, er top fire pludselig ikke længere så urealistisk.

Men først skal United slå Watford, som de allerede har gjort en enkelt gang i denne sæson. Det holdt dog hårdt tilbage i november, hvor United skulle bruge et selvmål i overtiden til at sikre en 2-1-sejr. Det har været lidt af en tendens i denne sæson, at United har samlet flere point sammen fra de store kampe, mens der har været alt for mange pointtab mod modstandere, som United burde slå. Kampen mod Watford er netop sådan en kamp, som United skal vinde – særligt nu hvor der er så lidt af sæsonen tilbage.

Watford har været meget svingende på det seneste. De har kun vundet to af deres sidste ti ligakampe, og de to sejre er kommet mod to af Englands mest formsvage klubber, Newcastle og Crystal Palace. Derudover har Ighalo og co. også haft det svært mod topholdene. Fra deres otte kampe mod top seks er det blevet til en sejr og hele syv nederlag, så alt andet end en United-sejr ville være en kæmpe skuffelse, særligt oven på den seneste uges fine præstationer.

Dato, Tid og sted:

Første fløjt lyder onsdag den 2. marts kl. 21.00 på Old Trafford.

Dommer:

Mike Jones vogter fløjten.

Skader og karantæner:

Der var masser af godt nyt for United på pressemødet forud for kampen. Marcos Rojo er klar på trods af, at han humpede ud mod Arsenal. Derudover forventer Louis van Gaal, at både Matteo Darmian og Anthony Martial er tilbage, mens Chris Smalling også har en chance for at blive klar. United er dog stadig uden Wayne Rooney, Cameron Borthwick-Jackson, Antonio Valencia, Ashley Young, Phil Jones, Marouane Fellaini, Bastian Schweinsteiger, Luke Shaw og Will Keane.

Hvem der bare var Watford, når det kommer til skader og karantæner. Kun to mand er ude for The Hornets, der må undvære Jose Manuel Jurado og Joel Ekstrand.

Mulige startopstillinger:

Manchester United:

De Gea

Varela – Smalling – Blind – Rojo

Schneiderlin – Carrick

Lingard – Mata – Memphis

Rashford

Watford:

Gomes

Nyom – Cathcart – Prödl – Aké

Abdi – Capoue – Watson – Behrami

Deeney

Ighalo

Hold øje med:

Hvis man kan holde styr på Odion Ighalo og Troy Deeney er der meget, meget stor chance for at slå Watford. Duoen har tilsammen scoret 22 ud af Watfords 29 Premier League-mål, og der er ikke en eneste anden Watford-mand, der har nettet mere end én gang.

Sagt om kampen:

”Det er min første kamp i Premier League, så det er selvfølgelig fantastisk, og at score to er bare en bonus. Forhåbentlig kan jeg bare blive ved og gøre det igen i den næste kamp.” – Marcus Rashford efter kampen mod Arsenal.

Skribentens bud på kampens udfald:

Det har været en sæson, hvor Manchester United flere gange har taget et par vigtige skridt i den rigtige retning efterfulgt af et par skridt i den forkerte retning. Skadesproblemerne til trods bør Manchester United dog være for gode til Watford, og hvis United scorer først, så kan jeg ikke se Watford komme tilbage. Mit bud er en 3-0-sejr til United.

Vidste du, at…

  • Watford har haft lidt af et kompleks mod topholdene i denne sæson. Mod top seks er det blevet til syv nederlag og blot én sejr i otte kampe.
  • Sidste gang Watford slog Manchester United var i september 1986. Siden da har de to klubber mødtes ti gange, og United har vundet alle ti.
  • Odion Ighalo og Troy Deeney har scoret 76 procent af Watfords Premier League-mål i denne sæson.
  • Ighalo og Deeney har tilsammen scoret ligeså mange ligamål som Wayne Rooney, Anthony Martial, Juan Mata og Jesse Lingard sammenlagt (22).
  • Watfords topscorer, Odion Ighalo, er selverklæret Manchester United-fan og sagde for et par måneder siden, at han ville have svært ved at sige nej, hvis United ville hente ham.

TV:

Kampen vises på TV3 Sport 2.

Hvem spiller konkurrenterne imod?

Arsenal – Swansea (Ons 20.45)
West Ham – Tottenham (Ons 20.45)
Liverpool – Manchester City (Ons 21.00)

 

Overvejer du at rejse til Old Trafford? Vi guider dig på vej her

Tjek de gode tilbud på Manchester United-trøjer her

 

Forrige artikel

LvG: Pressen skal give Rashford ro

Næste artikel

Ny europæisk liga på vej?

ANNONCE