Om lidt under en time skal vi langt om længe igen høre den berusende Champions League-hymne på Old Trafford.
Det føles som flere år siden sidst. Men det er det faktisk ikke. Vi har bare lykkeligt glemt det skuffende exit på hjemmebane mod Atletico Madrid i marts 2022. En sæson er lang, når man er ude af det fine selskab.
Men nu er vi endelig tilbage. Selvom det primært er forventningens glæde, der fylder kort inden kampstart, så er der også en lille stemme i baghovedet, der fortæller mig, at det muligvis kan blive en meget undervældende oplevelse på Old Trafford tirsdag aften.
Inden lørdagens kamp mod Crystal Palace havde Erik ten Hag & Co i denne sæson vundet over Wolves, Nottingham Forest, Burnley og Crystal Palace men omvendt tabt til Tottenham, Arsenal, Brighton og Bayern München. Det kunne have være bedre, men skader og uro i klubben kunne godt forsvare resultaterne.
Et 0-1-nederlag på Old Trafford i lørdags til et skadesramt Crystal Palace-mandskab er dog svært at bortforklare. Erik ten Hag er (forhåbenligt) ikke fyringstruet, men presset stiger. Kravet til i aften er flot fodbold og tre point.
Aftenens modstander fra Galatasaray er så småt ved at sætte sig på den tyrkiske trone igen og har over de seneste sæsoner hentet prominente navne som Dries Mertens, Mauro Icardi, Wilfried Zaha og Hakim Ziyech til klubben.
De forsvarende tyrkiske mestre buldrer derudaf i den hjemlige liga med 19 point efter de første syv kampe. I første runde af Champions League afværgede de på et hængende hår en fiasko på hjemmebane mod FC København, da de hev et 2-2-resultat hjem.
Klubben fra Istanbul kan sagtens blive en vanskelig opgave.
Dato, tid og sted:
Kampen spilles tirsdag aften kl. 21:00 på Old Trafford.
Kampens dommer:
39-årige Ivan Kružliak fra Slovakiet passer fløjten i aften.
Skader og karantæner:
Man bliver næsten helt forpustet af at læse Uniteds skadesliste. Den tæller Luke Shaw, Tyrell Malacia, Aaron Wan-Bissaka, Lisandro Martinez, Amad Diallo og Sergio Reguilón. Derudover er Kobbie Mainoo endnu ikke klar til at spille, selvom han er vendt tilbage i træning.
Jadon Sancho er stadig suspenderet, mens Donny van de Beek ikke er en del af Uniteds Champions League-trup.
Udeholdet må undvære Kazimcan Karatas og Hakim Ziyech til aftenens kamp grundet skader.
Startopstillinger:
Manchester United:
4-2-3-1
Onana
Dalot – Varane – Lindelöf – Amrabat
Casemiro – Mount
Fernandes – Hannibal – Rashford
Højlund
Galatasaray:
4-2-3-1
Muslera
Boey – Sanchez – Bardakci – Angelino
Torreira – Ayhan
Tete – Akturkoglu – Zaha
Icardi
Hold øje med:
Jeg er meget begejstret for Hannibal. Han spiller med en kæmpe energi og vildskab, som virkelig klæder Uniteds mandskab. Han har virkelig gjort noget positivt for vores presspil. Ham har jeg (igen) øjnene på i aften.
Fra Galatasaray vil jeg holde øje med Kerem Akturkoglu. Den offensive midtbanespiller er dygtig til at sætte sine medspillere i scene, men han er også en yderst målfarlig herre selv.
Skribentens bud på kampens resultat:
Jeg har svært ved at være pessimistisk, når jeg skal gætte på Uniteds resultater. Derfor er mit bud, at vi vinder 3-2 i en kamp, hvor vi ser et fritspillende United-mandskab.
Højlund, Mount og Rashford deler målene mellem sig.
Hvor kan man se kampen?
TV3 Sport og Viaplay.
Enig vedr Hannibal, er dog uenig i at ETH ikke bør være fyringstruet, taber vi i aften til tyrkerne skal ETH i den grad være fyringstruet.
Er ikke optimist, håber selvfølgelig vi vinder og præstere en god kamp, men har desværre på fornemmelsen at vi taber 1-3….
Mount score.
Jeg springer lige ind med noget optimisme her…. og siger 3 -0