Optakt: Solide West Ham gæster Old Trafford i kamp om 4. pladsen

Manchester United tager imod West Ham lørdag, hvor der er vigtige point på spil for begge mandskaber, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til Champions League i næste sæson.

Hvis Cristiano Ronaldo, Bruno Fernandes og resten af slænget skal gøre sig alvorlige forhåbninger om at spille europæisk fodbold på tirsdags – og onsdagsaftener i næste sæson, er sejren det eneste, der tæller, når solide West Ham i morgen gæster Old Trafford.

På papiret ligner Manchester United på forhånd det stærkeste mandskab med verdens næstdyreste trup, der målt på transferværdi samlet beløber sig til over 1 mia. pund ifølge CIES Football Observatory.

Men som bekendt kan papiret være misvisende, og det er begge mandskaber gode beviser på i denne sæson.

Ser man bort fra West Hams seneste resultat, hvor man skuffende tabte 3-2 til Leeds på London Stadium, så peger pilen i den rigtige retning for David Moyes’ mandskab.

West Ham kommer ind til kampen i en ganske fin formkurve, hvor man inden nederlaget til Leeds sikrede sig tre pligtsejre mod Norwich, Crystal Palace og Watford i Premier League, og det afspejler sig også i tabellen, hvor kontinuerlige og stabile præstationer i skrivende stund betyder, at ’The Hammers’ indtager Premier Leagues 4. plads med 37 point efter 22 kampe.

Omvendt har Manchester United som i mange af sæsonerne i post-Ferguson-æraen været skuffende, men måske vi begynder at se nogle tendenser til, at Ralf Rangnick er i gang med at få vendt skuden med sejlene sat i retning af 4. pladsen.

Manchester United leverede først og fremmest en solid første halvleg mod Aston Villa i forrige spillerunde, mens 2. halvleg også var ganske opmuntrende mod Brentford, da de tre akademiprodukter, Elanga, Greenwood og Rashford, gjorde det af med danskerklubben. Om end præstationerne ikke har været verdensklasse, har man kunnet ane forbedringer, og det er tilsyneladende det, vi må tage til takke med lige nu.

Vi kan dog på ingen måder komme udenom, at Manchester Uniteds sæson nok allerede havde været ovre, hvis ikke det havde været for David de Gea, og mon ikke han også kommer til at spille en hovedrolle, når Manchester United i morgen møder West Ham i kampen om tre vigtige point.

Dato, tid og sted:

Kampen finder sted i morgen lørdag kl. 16.00 på Old Trafford 

Dommer:

John Moss

Skader og karantæner:

Scott McTominay er tvivlsom, efter han modtog et hårdt slag i ryggen mod Brentford og måtte lade sig udskifte.

Aaron Wan-Bissaka og Luke Shaw er stadig ude. Wan-Bissaka var også ude med sygdom mod både Aston Villa og Brentford, mens Luke Shaw angiveligt døjer med en lårskade.

Jadon Sancho er heller ikke med af personlige årsager. Rangnick uddybede ved dagens pressekonference forud for kampen i morgen, at Sancho har mistet et nært familiemedlem, hvilket også var årsagen til, at han ikke var med mod Brentford.

Victor Lindelöf har haft indbrud i sit hus, hvorfor svenskeren også har valgt at melde af for at være hos sin familie.

Eric Bailly er fortsat til Africa Cup of Nations med Elfenbenskysten.

Paul Pogba og Edinson Cavani er også fortsat ude. Cavani kæmper med en muskelskade, og Pogba døjer fortsat med sin skade i låret, der har holdt ham ude siden den seneste landsholdssamling i november.

Hos West Ham er midtbaneslideren Tomáš Souček tvivlsom, efter han har været ramt af Covid-19. Kurt Zouma er også tvivlsom, mens Mark Noble og Angelo Ogbonna sandsynligvis ikke vil være at finde i truppen.

Til sidst er der Said Benrahma, der er på vej hjem fra Africa Cup of Nations efter Algeriet blev slået ud. Offensivspilleren når dog sandsynligvis ikke at blive tilgængelig for West Ham.

Mulige startopstillinger:

Manchester United (4-3-3):

De Gea:
Dalot – Varane – Maguire – Telles;

Fred – McTominay – Bruno;

Greenwood – Elanga;
Ronaldo

West Ham (4-2-3-1):

Fabianski;

Coufal – Dawson – Diop – Johnson;

Soucek – Rice;

Bowen – Lanzini – Fornals;

Antonio;

Hold øje med:

Jarrod Bowen og Michail Antonio har været to af West Hams offensive profiler i denne sæson med adskillige involveringer i West Hams mål. Antonio har inden kampen lavet otte mål og seks assister. De otte mål betyder, at han indtager 4. pladsen på topscorerlisten. Bowen har lavet seks mål og syv assister.

Lige nu ligner Bowen den mest formstærke spiller af de to med fire mål i de seneste tre kampe i alle turneringer. Alligevel frygter jeg mest Antonios tilstedeværelse, og jeg frygter, at han især kan komme til at gøre ondt på Telles, Dalot og Maguire.

Skribentens bud på kampens resultat:

Jeg tror, den objektive seer vil få en ganske underholdende og hektisk kamp i morgen, hvor De Gea som tidligere beskrevet nok skal være klar fra start. Jeg gætter desværre på 2-2. Uniteds mål scorer Cristiano Ronaldo og Mason Greenwood.

Hvor kan kampen ses? 

TV3+ og Viaplay

Forrige artikel

Thomas Frank efter United-nederlag: De var heldige, vi smadrede dem i første halvleg

Næste artikel

Rangnick italesætter spekulationer om Lingards fremtid: Det er op til ham at tage en beslutning

ANNONCE