Optakt: Svært program skal indledes med sejr i Leicester

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

Optakt: Svært program skal indledes med sejr i Leicester

14 oktober, 2021 - 18:28
Landsholdspausen er ovre, og Manchester United byder Leicester City op til dans i den første af seks, på papiret, svære kampe i rap. Vi varmer op til opgøret herunder.

Lingard mod Leicester ©Imago

Det er endelig tid til at lægge diverse landsholdstrøjer ind bagerst i skabet igen, og atter trække klubtrøjerne over hovedet. Og for Manchester Uniteds vedkommende bliver første opgave en svær udekamp på King Power Stadium mod rævene fra Leicester.

Og selvom det føles som lysår siden, vi sidst så De Røde Djævle i aktion, er der nok ikke mange, der har glemt, at der er meget på spil for Ole Gunnar Solskjær og hans rødklædte tropper. For efter en halvskidt indgang til landsholdsterminen, ser Manchester United nu ind i et program, som byder på kampe mod Leicester, Atalanta, Tottenham, Liverpool og Manchester City. Og efter en periode, hvor der i den grad er blevet sat spørgsmålstegn ved Solskjærs taktiske værktøjskasse, og hvor konkurrenterne i toppen af Premier League har vist muskler, kræver det, at man slipper nogenlunde helskindet fra de kommende seks opgør.

Der er dog mulighed for at komme godt fra start mod den, for mig at se, svageste af de fem modstandere. For selvom Leicester ofte har givet United problemer, og efterhånden er blevet fast inventar i Premier Leagues top, har The Foxes fået en svær start på sæsonen. Med kun to sejre i sæsonens første syv kampe, indtager Brendan Rodgers’ mandskab en øjeblikkelig 13. plads i Premier League, og har haft svært ved at finde rytmen i sæsonåbningen.

Så omstændighederne taget i betragtning får Solskjær ikke bedre muligheder for at få dæmpet lidt på spekulationerne om hans evner som manager og kølet sædet under ham en smule ned. Det kræver dog tre point, og de er ikke billigt til salg på King Power Stadium.

Dato, tid og sted

Der er kickoff lørdag d. 16. oktober klokken 16:00 på King Power Stadium.

Dommer

Craig Pawson er kampens dommer.

Skader og karantæner

For Uniteds vedkommende er især bagkæden skadesplaget, da Raphael Varane i denne uge blev meldt ukampdygtig til de kommende ugers kampe, mens Harry Maguire også er tvivlsom. Derudover hersker der også tvivl om, hvorvidt Fred og Edinson Cavani bliver kampklar til lørdag eftermiddag, da de to sydamerikanere tørner sammen fredag morgen for deres respektive landshold.

Leicester kommer til at undvære Wesley Fofana, Wilfred Ndidi og James Justin, som alle er ud med skader.

Mulige startopstillinger

Manchester United

De Gea

Wan-Bissaka – Lindelöf – Bailly – Shaw

Matic – Pogba

Greenwood – Fernandes – Sancho

Ronaldo

Leicester City

Schmeichel

Castagne – Vestergaard – Soyuncu – Bertrand

Lookman – Choudhury – Tielemans – Barnes

Iheanacho - Vardy

Hold øje med

Når du siger Leicester, så siger du også Jamie Vardy. Englænderen er personificeringen af Leicesters succes i engelsk fodbold de senere år, og han er, trods Leicesters svære sæsonstart, kommet forrygende ud til den nye sæson. Med seks mål i syv kampe er Vardy en af de hotteste angribere i Premier League pt, og jeg kan sagtens se ham komme til at drive gæk med Uniteds svækkede bagkæde.

Skribentens bud på kampens udfald

Leicester away er aldrig en særlig sjov kamp at gå ind til, og jeg er heller ikke i tvivl om, at Leicester kommer til at volde os problemer. Alligevel tror jeg dog, at vi hiver tre point med hjem til Manchester. 0-2, Greenwood og Ronaldo med basserne.

TV

Kampen vises på TV3+.

BOG: Peter Schmeichel har udgivet ny selvbiografi. Køb den via Saxo.com og støt samtidig OldTrafford.dk 

TRØJE: Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

OPLEVELSE: Skal du opleve Ronaldo, Sancho og resten af stjernerne på Old Trafford i den nye sæson? Læs vores guide til kampbilletter her