Det mexikanske stjernefrø Javier “Chicharito” Hernandez nyder i øjeblikket stor succes under Wayne Rooneys fravær, som foreløbig har givet ham mulighed for at score i de to seneste kampe.
Men den tidlige succes i United får holdkammeraten Michael Owen til at advare ham om, at succesen hurtigt kan være borte.
“Han er lige kommet til klubben, men han har gjort et virkelig godt indtryk på alle i klubben med sine mål i de seneste par kampe. Han er ung, skarp og en god afslutter. Han ser ud til at nyde det, har altid et smil på læberne og så har fansene virkelig taget ham til sig. Så godt så langt, men som jeg selv har oplevet det, så kan alting ske i fodbold,” siger Michael Owen til BBC.
Owen oplevede selv at gå fra toppen af fodbold, hvor han i 2001 blev kåret til verdens bedste spiller, til i 2009 at gå så langt som at sende salgsbrochurer ud til klubben om sig selv. Et tilbud som United senere benyttede sig af.
“Forhåbentlig så er det starten på noget godt for ham, men han bliver nødt til at arbejde hårdt og fortsætte med disse præstationer. Sådan er det i United. Hvis du scorer mål den ene uge, men spiller dårligt i den næste, så kan du være af holdet. Men heldigvis spiller han godt, og lad os håbe, det vil fortsætte,” siger Owen om sin konkurrent.