Rashford i historisk bedrift

Marcus Rashford er kendt for selv at være en god starter med debutmål i stort set samtlige turneringer, han har deltaget i. Med sit mål forleden har han dog også vist sig at være historisk god til at give sine trænere en god start.

Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images

81 sekunder inde i Rúben Amorims Manchester United-debut fik Marcus Rashford sendt bolden i mål efter fint forarbejde af Amad Diallo.

Det var ikke nok til at vinde kampen, men alligevel viste det sig at være en historisk bedrift af Uniteds nummer 10.

Dermed har han nemlig scoret det første mål under to forskellige trænere i United. Det skete under Ole Gunnar Solskjær, hvor han scorede på frispark efter kun 3 minutter af nordmandens trænerdebut. Og så skete det igen søndag, denne gang endnu tidligere i kampen.

To andre har gjort det samme

Før Alex Ferguson-æraen startede både Dave Sexton og Ron Atkinson med at have Lou Macari som sin første målscorer. Førstnævnte lagde i 1977 ude med en 4-1 sejr ude over Birmingham City. Her scorede Macari allerede efter 5 minutter og endte med at score et hattrick i kampen.

Fire år senere var det Atkinsons debut. Her tabte man 2-1 hos Coventry City, og igen var det Macari, der scorede det første mål under en ny United-manager.

Efter Alex Ferguson var det Uniteds mest scorende spiller nogensinde, Wayne Rooney, der blev første målscorer under to forskellige trænere. Det skete først i Ryan Giggs’ trænerdebut. Her scorede Rooney to mål i en 4-0 sejr over Norwich City. Knap fire måneder senere startede Louis van Gaal med et 2-1 nederlag på hjemmebane mod Swansea City, igen med Wayne Rooney som målscorer.

En vild debut-stime for Rashford

Ud over at hjælpe trænerne godt i gang, er Rashford også selv kendt for at være garant for mål, når han har én eller anden debut.

Han scorede to mål i sin United-debut mod FC Midtjylland i Europa League og to mere i Premier League mod Arsenal tre dage senere. I FA Cup fik han ikke scoret i sin debut, men da kampen mod West Ham sluttede 1-1, scorede han til gengæld i omkampen.

Han scorede i sin Champions League-debut mod FC Basel, i sin liga cup-debut mod Northampton Town og for det engelske landshold i en venskabskamp mod Australien. Han scorede i sin Nations League-debut i et 2-1 nederlag til Spanien, og han scorede også i sin første kamp i både VM – og EM-kvalifikationerne. Mod henholdsvis Slovakiet og Bulgarien.

Hans EM-debut mod Wales i 2016 og VM-debuten mod Tunesien to år senere var dog uden debut-mål fra Rashford. Dette var også tilfældet i Community Shield mod Leicester og UEFA Super Cup mod Real Madrid.

Som ungdomsspiller scorede han i sin FA Youth Cup debut mod Tottenham samt i UEFA Youth League mod PSV Eindhoven.

Previous Article

Tipsbladet: Chido Obi-Martin får ny kontrakt i Manchester United

Next Article

Manchester United går forrest for mænd med urininkontinens

ANNONCE