Tipsbladet: Chido Obi-Martin får ny kontrakt i Manchester United

Tipsbladet kan i dag afsløre, at den unge Manchester United-angriber Chido Obi Martin på fredag vil underskrive en ny kontrakt med klubben.

(Photo by Manchester United/Manchester United via Getty Images)

Den danske Manchester United-komet Chido Obi-Martin er kommet flyvende fra start i Manchester United. Han står i skrivende stund noteret for fire mål og en enkelt assist i de fire kampe, han har spillet for Manchester Uniteds U18-hold.

Tidligere i dag blev den blot 16-årige dansker udtaget til Manchester Uniteds U19-trup op til UEFA Youth League-opgøret på mandag, hvor Manchester United møder AZ Alkmaar. Indtil nu har Chido Obi-Martin udelukkende repræsenteret klubbens U18-hold.

I dag kan Tipsbladet afsløre, at Chido Obi-Martin på fredag skriver under på en ny kontrakt, når den unge angriber fylder 17 år. Det har Manchester United bekræftet over for Tipsbladet.

Årsagen til, at Chido Obi-Martin endnu engang skal skrive under på en kontrakt, er, at han indtil nu kun har været tilknyttet Manchester United på et såkaldt “scholarship”. Men når danskeren på fredag fylder 17 år, er det tilladt for ham at underskrive en professionel kontrakt med klubben.

Chido Obi-Martin skrev for første gang under med Manchester United i oktober måned. Inden da havde Chido Obi-Martin repræsenteret Arsenals U18-hold. Her scorede angriberen 32 mål i 18 kampe sidste sæson.

 

Previous Article

Rúben Amorims ilddåb og optakt til Bødø/Glimt og Everton

Next Article

Rashford i historisk bedrift

ANNONCE