Cody Gakpo er brandvarm for det hollandske landshold ved VM i Qatar. Så brandvarm, at han muligvis har udsigt til et skifte til januar.
Det skriver den troværdige transferjournalist Fabrizio Romano på Twitter.
Ifølge Romano var den oprindelige plan for Cody Gakpo og PSV Eindhoven, at han ville blive solgt til sommer. Men situationen har ændret sig.
Romano skriver, at tre til fire klubber er med i kampen om den hollandske landsholdsangriber, og at United er kontakt med hans agenter.
Flere engelske medier, herunder troværdige The Athletic, meldte i sommer om, at Gakpo var tæt på et skifte til Premier League. Han valgte dog at blive i PSV Eindhoven, angiveligt for at vente på det rette skifte.
Gakpo har markeret sig som en af Hollands største profiler ved VM i Qatar. Han har scoret tre mål i tre kampe for det hollandske landshold.