Sir Alex Ferguson har gentagne gange sagt, at en klub som United, med den historie og de præstationer, burde have mere end to europæiske titler, hvis tingene skulle være lidt retfærdige. Og ifølge Cristiano Ronaldo ville der ikke være noget bedre, end hvis han kunne føre Manchester United til Champions League-triumf og således kopiere spillere fra 1968 og 1999.
Ronaldo var bare 14, men allerede en spirende ungdomsspiller, da United i 1999 gjorde det umulige og kunne løfte trofæet med de store ører for at afslutte en fantastisk sæson. Og efter at have set optagelser af den dramatiske finale mod Bayern München, hvor United som bekendt vandt 2-1, er Ronaldo endnu mere opsat på at gentage succesen og selv løfte det berømte trofæ.
“Jeg har mange gange set United vinde finalen i 1999. Det ser fantastisk ud, og jeg vil virkelig gerne prøve det selv,” siger den portugisiske målsluger ifølge den engelske avis Mirror.
“Jeg var ikke ret gammel dengang, men siden dengang har jeg igen og igen set kampen hjemme i Manchester og drømt om selv at vinde Champions League. Jeg er helt enig med Sir Alex Ferguson i, at United burde have vundet den mere end to gange. Det er en fantastisk klub med verdens bedste spillere og fans. Det er den største klub i verden.”
Ronaldo mener bestemt, at “De Røde Djævle” har truppen og erfaringen til at gå hele vejen i år.
“Det er en utrolig turnering, og det ville være en fantastisk oplevelse at vinde den. Alle drengene vil virkelig gerne vinde Champions League og dermed blive en del af Uniteds historie.”