Rooney-hattrick i 4-1-sejr

Sir Alex Ferguson tog hul på sin to spilledages karantæne, da United drog sydpå for at møde Premier Leagues sidsteplads. Derfor var han at finde på…

Sir Alex Ferguson tog hul på sin to spilledages karantæne, da United drog sydpå for at møde Premier Leagues sidsteplads. Derfor var han at finde på tilskuerpladserne under hele kampen. Avram Grant derimod er hoppet fra tilskuerrækkerne ned på trænersædet, og herfra kunne han se sit nye mandskab komme godt fra start.

Portsmouth havde i de sidste to hjemmekampe vundet 4-0, så det var ingen overraskelse, at Portsmouth fra start ville vise hvem der bestemmer på Fratton Park. Aruna Dindane fik en håndfuld store chancer i løbet af det første kvarters spil, men ivorianeren var ufattelig uskarp. Tomasz Kuszczak byttede i sidste øjeblik plads med Edwin van der Sar i United-målet, og denne ville gribe den sjældne chance til, at vise hvad han kunne. Han blev testet flere gange i kampens første fase, og lavede flere gode indgreb.

Manchester United var en smule på hælene, da de pludselig slog kontra i en sådan fart, at Portsmouth ikke kunne nå at omstille. Wayne Rooney blev i det mesterlige omstillingsspil standset på ulovlig vis i feltet, og Mike Dean pegede på pletten. Herfra kunne Rooney sikkert score til en lidt ufortjent føring til gæsterne.

Derfor var det også rimeligt, at Portsmouth kom tilbage på lige vilkår nogle minutter senere, da de også fik tilkendt et straffespark. Nemanja Vidic havde godt fat i trøjen på Frederic Piquionne i feltet, og selvom det så meget tyndt ud på Tv-billederne, så var stillingen 1-1 efter Boatengs eksekvering.

Aruna Dindane fortsatte med, at misse gang på gang mod første halvlegs slutning, og det lignede et hjemmehold der ville komme foran på et tidspunkt. Dommeren fløjtede til pause, og her kunne Ferguson endelig gejle United-spillerne op til, at oppe deres spil.

Det gjorde de fra anden halvlegs første fløjt, da der kun gik få minutter før udeholdet kom foran 1-2. Det var Ryan Giggs der fandt Wayne Rooney fri i feltet, som let kunne passere Begovic. Kort forinden havde Rooney misset en god chance, og her var det igen Ryan Giggs som var manden bag oplægget. De to var kampens helt store profiler.

Ryan Giggs blev efter 54 minutters spil revet omkuld i feltet, og Mike Dean måtte derfor fløjte for kampens tredje straffespark. Wayne Rooney fuldendte sit hattrick fra straffesparkspletten usvigeligt sikkert, og hoppede samtidig op på andenpladsen på topscorerlisten i ligaen med 10 æsker, kun slået af Jermaine Defoe med 11.

Manchester United kontrollerede opgøret herfra og til slut, og hjemmeholdet der ellers spillede en udmærket kamp havde mistet modet efter 3-1-målet. Med tre minutter tilbage fik United et frispark på kanten af feltet, og herfra skruede Ryan Giggs bolden uden om muren og ind i kassen på flot vis. Dermed blev hans flotte præstation kronet med en scoring, der samtidig var hans mål nummer 100 i Premier League for Manchester United.

John Utaka fik en stor chance lige før slutfløjtet, men afrikanerens flugter blev pareret op på overliggeren af Tomasz Kuszczak, der stod en glimrende kamp. Ben Foster var henvist til bænken, og herfra kunne han se sin direkte konkurrent gøre en noget bedre figur end han selv i midtugens Champions League-opgør.

Forrige artikel

Dagens startopstilling

Næste artikel

Fergie afviser: Nani ikke til salg

ANNONCE