Rooney: Sæsonen starter næste weekend

Manchester Uniteds anfører, Wayne Rooney, opfordrer sine holdkammerater til at komme hurtigt ovenpå med en sejr mod Sunderland næste weekend.

Efter nederlaget til Swansea opfordrer Manchester Uniteds anfører, Wayne Rooney, Manchester United til at se fremad. Sæsonen starter næste weekend, når Manchester United rejser til Sunderland, lyder det fra Rooney.

– Vi har otte dage indtil den næste kamp. Vi skal forberede os rigtigt og få det her resultat ud af systemet. Vi starter vores sæson der, siger Rooney til manutd.com.

– Det er en kamp, vi var desperate for at vinde for at kickstarte vores sæson, men det gjorde vi ikke. Vi skal kigge på kampen og forbedre os og sørge for, at vi gør det rigtigt i den næste kamp, siger anføreren.

– Det var en katastrofal start for os, men vi skal videre. Vi er ikke glade, manageren er ikke glad. Vi spillede ikke så godt sammen som hold, som vi kan. Det skal vi rette op på.

Wayne Rooney bar for første gang anførerbindet i en kamp af betydning for Manchester United. Den nye anfører erkender dog, at netop denne kamp nok ikke er en, som han vil mindes med alt for glade tanker.

– Det var et stolt øjeblik, men et skidt resultat. Det bliver nok ikke et særlig godt minde. Man vil altid gerne vinde. Det var et godt øjeblik, ja, men jeg er skuffet over at vi tabte, siger Rooney.

Kampen mod Sunderland spilles på søndag og fløjtes i gang kl. 17.00.

Forrige artikel

Van Gaal tager ansvar for nederlaget

Næste artikel

Rygte: Benatia på vej til United

ANNONCE