Rygte: United skal mødes med Eto’o

Samuel Eto’o kan i følge flere medier være på vej til Old Trafford.

Han var for få år siden en af verdens mest frygtede angribere, da han lavede mål på samlebånd for Barcelona og Inter. De seneste år har den målfarlige angriber fra Cameroun tilbragt i russisk fodbold, hvor han har spillet for Anzhi.

Men den seneste tid har vist, at den russiske klub er ved at udvikle sig til et cirkus, og derfor kan Eto’o være på vej tilbage til toppen af europæisk fodbold. United har i følge flere rygter spurgt ind til Eto’o og har mødtes med repræsentanter for angriberen.

I hvert fald skriver italienske Gazzetta Dello Sport, at United i dag tirsdag har haft et møde med agent og rådgiver for Samuel Eto’o for at drøfte muligheden for et skifte til Old Trafford. Den 32-årige angriber koster i følge avisens kilder blot fem millioner pund.

Også Jose Mourinho og Chelsea skulle lure på angriberen, som tidligere har arbejdet under portugiserens vinger i hans periode i Inter. Dog skulle London-klubben stadig have Wayne Rooney som første prioritet.
 

Forrige artikel

Carrick: Vi bakker op om Rooney

Næste artikel

Agent: Büttner søger spilletid

ANNONCE