Shaw topmotiveret til Chelsea-brag

Verdens dyreste teenager har ikke ladet et formdyk påvirke ham. Han er derfor fast besluttet på at vise sig frem mod Chelsea, som han selv støttede som barn.

Det har været nogle hårde måneder for Manchester Uniteds dyrtindkøbte unge venstreback. Luke Shaw har været for svingende i sine præstationer, hvilket han da også selv har indrømmet.

Søndag venter Chelsea så, som i suværen stil har lagt sig i spidsen af Premier League, og er hele 10 point foran United i tabellen. En opgave Londonfødte Shaw ser særligt frem til, da han selv er livslang Chelsea-fan.

– At spille mod Chelsea er en stor ting i min familie og blandt mine venner, fordi jeg var født i det område af London. Jeg plejede at følge dem da jeg var yngre, som de fleste nok er klar over efterhånden, siger han til Inside United.

– Da jeg først spillede på Stamford Bridge med Southampton, var det på mange måder en surrealistisk oplevelse, fordi det var på det sted jeg besøgte så tit som barn.

Glæder sig til topbrag

I mandagens kamp mod West Bromwich gjorde den 19-årige spiller dog ikke det store indtryk. Særligt så Shaw ikke heldig ud ved West Broms første mål, der startede med et stød i netop hans side.

Det er dog ikke noget Shaw vil lade sig påvirke af. I stedet ser han frem til braget, han vil gøre alt for at præstere i.

– Men at spille mod Chelsea med United på Old Trafford er en helt anden størrelse (end med Southampton, red.). Jeg ser virkelig frem til det, specielt fordi det er så stor en kamp. 

– Alle ved at United-Chelsea-kampene er kæmpestore, så det er virkelig noget jeg ser frem til.

– Det er en gigantisk kamp – og jeg vil ikke mene at jeg overdriver, når jeg kalder den for én af de største fodboldkampe i hele verden. Folk vil strømme til alle steder fra for at se den på tv.

– Der er ikke mange kampe rundt om i verden der er større end den her, og det er derfor jeg virkelig håber, at jeg bliver en del af den. Jeg vil vise folk hvad jeg kan præstere i kampe som denne.

Siden 2012 står Luke Shaw noteret for i alt 60 kampe i Premier League for Southampton. Skulle Shaw spille på søndag, vil det blive hans tredje kamp for “de røde djævle”.

 

Forrige artikel

Di Maria og Herrera plejer skader

Næste artikel

Sir Alex: Van Gaal er den rette mand

ANNONCE