Fred og Wilfred Zaha

Skidt sæsonafslutning: United i Europa League trods nederlag

Manchester United tabte søndag 1-0 til Crystal Palace i sæsonens sidste Premier League-kamp.

United havde en Europa League-billet at spille for, da “De Røde Djævle” søndag gik ind til sæsonens sidste kamp i Premier League.

Modstanderen hed Crystal Palace på Selhurst Park i London. Hjemmeholdet havde intet nævneværdigt at spille for forud for opgøret.

Alligevel endte det med en sejr til “The Eagles” på mål af Wilfred Zaha. Den tidligere United-spiller snød David de Gea med en flad afslutning i slutningen af første halvleg.

Ralf Rangnick og co. havde intet modsvar til scoringen, og det blev aldrig en kamp, som går i Uniteds historiebøger.

Trods nederlaget ender United på den sjetteplads, som giver Europa League-fodbold i næste sæson. Det skyldes, at West Ham tabte 3-1 til Brighton, hvorfor David Moyes’ tropper ender på syvendepladsen.

Andetsteds blev Manchester City engelske mestre i en hektisk kamp, hvor bysbørnene undervejs var bagud 2-0.

Resultat:
Crystal Palace 1-0 Manchester United

Målscorer:
1-0 Wilfred Zaha (37′)

 

Forrige artikel

Rangnick bekræfter: Cavanis sidste United-optræden

Næste artikel

Karakterbogen: Ringe præstationer banen over

ANNONCE