Skuffende start på det nye år for United

United fik en skuffende start på det nye år, da det endnu engang blev til nederlag hjemme på Old Trafford.

Normalt kræver det en stærk hjemmebane, hvis man vil op og være med i kampen om mesterskabet. Derfor virker det efterhånden også usandsynligt at United skal spille en rolle i mesterskabskampen når vi nærmer os april og maj måned.

Nederlag hjemme til West Bromwich, Everton og Newcastle, og i dag blev der så føjet endnu et nederlag til den skuffende hjemmebane-statistik, da Spurs vandt 2-1 på Old Trafford. Det var andet år i træk Tottenham kunne rejse hjem til London med alle tre point.

Kampen startede ellers fint for United, som total sad på spillet det første kvarters tid. Spurs var knap nok over midterlinjen, og David de Gea kunne næsten have sat sig ud til Anders Lindegaard og pillet næse ude på bænken.

Gæsterne viste sig dog særdeles farlige på kontra, og specielt deres offensive trio med Soldado, Adebayor og Eriksen kunne flere gange skabe problemer for United. Og netop Adebayor var manden, der bragte Spurs foran i første halvleg.

Evra gik ikke hårdt nok til Eriksen, som kunne smide et indlæg i panden på Adebayor, som headede den ind uden chance for de Gea i kassen. Dog må Smalling også have et kraftigt forklaringsproblem, da han ikke så meget som pressede den lange Spurs-angriber i hovedstødsduellen.

United gik efter det første kvarter ned i tempo. Der manglede kreativitet og bevægelse, og spillet var alt for nemt at læse for Spurs. Gang på gang skulle bolden bare ud til Valencia, som så skulle sende et indlæg i feltet. Welbeck, der ellers er i storform, blev alt for sjældent sat i scene.

Efterhånden som anden halvleg skred frem, forsøgte Moyes at satse offensivt. Endnu engang røg Valencia ned som back, men det viste sig at være en skidt disposition. Valencia stod og snorksov og skal vel opkræves entre efter kampen, da han blot stod og så på mens Christian Eriksen kunne kaste sig frem i et indlæg og heade bolden i nettet til 0-2.

Dermed var United presset, og Spurs havde et fantastisk udgangspunkt inden de sidste minutter. Måske Andre Villas-Boas samtidig sad et sted og undrede sig over, hvorfor han ikke selv fik den ide at bruge Eriksen og Adebayor noget mere.

Målet tændte United, som ellers havde været rystende ringe. Januzaj, der var flyttet til højrekanten, sendte en eminent aflevering i dybden til Welbeck, som elegant sendte bolden i nettet, og gav en smule håb til United. Godt svar fra United, men det blev desværre aldrig til mere.

Chicharito kom ind, men viste også hvorfor han ikke spiller mere end han gør. Hans touch og førsteberøring er simpelthen for svag, og flere gange løb chancerne ud i sandet lige inden det for alvor blev farligt.

Howard Webb formåede til sidst også at markere sig, og undlod at dømme et ellers klokkeklart straffespark, da Lloris kom flyvende ud i Young. Om det er Youngs omdømme eller Webbs fantastiske måde at sætte sig selv i centrum der gjorde at fløjten forblev tavs skal være usagt her. Men et straffespark havde været på sin plads.

Januzaj var mand bag flere fine muligheder fra sin position på højrekanten, men United fik aldrig sendt bolden i nettet, selv om Vidic og co til sidst nærmest belejrede Spurs-feltet. Skuffende start på 2014 for David Moyes og co, som nu er meget langt væk fra at kunne tillade sig at have ambitioner om at genvinde mesterskabet til maj.

📝 Kom med din mening på OldTrafford.dk

➡ ️ Opret din profil her og kommenter artiklen nedenunder.


Forrige artikel

Supporterfest: Pete Boyle kommer til København

Næste artikel

Glad Sherwood hylder Adebayor

ANNONCE