Smalling: Dårlig sæson gør ondt

Chris Smalling indrømmer blankt, at Manchester Uniteds katastrofesæson sætter dybe spor i spillernes stolthed.

Manchester United har kurs mod klubbens ringeste sæson i mere end 20 år. Og det påvirker spillerne. 

Sådan lyder det fra Chris Smalling, der indrømmer, at det er mærkeligt ikke at være en del af guldkampen i år. 

– Det er en mærkelig følelse for mange af os at være i den position, som tilfældet er. Allerede før jeg kom til United, og efter jeg skiftede hertil, har vi altid kæmpet med i toppen af ligaen, siger Smalling til Inside United. 

United har blandt andet fået kritik for den ene uge at vise fremgang, for kampen efter at kollapse fuldstændig. Det nikker Smalling genkendende til. 

– Hver gang vi har oplevet fremgang, har vi ikke formået at bygge videre på det i de næste to-tre kampe, hvilket har været skuffende. Det har gjort ondt på os. Jeg ved, hvor meget fansene lider, og det gør vi også, fortsætter den 24-årige englænder. 

Chris Smalling understreger i samme interview, at United vil kæmpe benhårdt for ikke at gentage katastrofesæsonen næste år. 

Forrige artikel

Jones: Smalling og jeg er fremtiden

Næste artikel

Mata: Fem finaler tilbage

ANNONCE