Solskjær har kun kontrakt med United

Manchester Uniteds midlertidige manager, Ole Gunnar Solskjær har ikke længere kontrakt med Molde. Ifølge nordmanden selv, er hans kontrakt med den norske klub udløbet. Solskjær er derfor kun på kontrakt i United.

Det er fortsat uvist, hvem Manchester Uniteds kommende manager fra næste sæson skal være. Ole Gunnar Solskjær har overtaget rollen som bookmakernes favorit efter sin imponerende præstation som midlertidig manager og nu får de rygter altså fornyet vind i sejlene. 

Da Ole Gunnar Solskjær mandag blev spurgt ind af norske medier til muligheden for at returnere til Molde i slutningen af sæsonen, svarede Solskjær nemlig, at han i så fald ville skulle skrive under på en ny kontrakt, da hans nuværende kontrakt med klubben eftersigende er udløbet.  

Molde havde ellers annonceret på klubbens hjemmeside den 3. december, to uger inden Solskjær afløste Mourinho som træner i United, at man var blevet enige om en 3 årig forlængelse af aftalen med Solskjær i klubben. Den nyhed er nu blevet fjernet fra klubbens hjemmeside. 

Da Solskjær blev præsenteret i United, lød meldingen fra Molde dengang på, at man blot lånte nordmanden ud for resten af sæsonen med forventningen om at få ham tilbage fra sommer. Men nu tyder det altså på, at United faktisk har købt ham fri fra hans aftale med den norske klub, og dermed står man altså ikke over for at skulle betale kompensation, såfremt man vælger at forlænge aftalen med Solskjær. 

Om man i sidste ende skulle vælge at give jobbet til Solskjær, så er det dog formentlig ikke pengene, der afholder en fra at gøre dette. BBC Sports journalisten Simon Stone vurderer således, at det nok ville koste i omegnen af 1,5 mio pund at købe Solskjær fri fra sin kontrakt med Molde, hvilket må formodes at være småpenge sammenlignet med, hvad Tottenham eksempelvis ville være berettiget til for at give afkald på Pochettino. 

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det til gengæld, at United har valgt at bruge Solskjær som deres ansigt udadtil i deres reklame for sæsonkort til næste sæson.  

 

Forrige artikel

United indfører stemningssektion fra næste sæson

Næste artikel

Podcast: PSG, Arsenal & ”adios Antonio"

ANNONCE