Solskjær indikerer at United måske fortsætter med 3-mandsforsvar

I sin pressekonference efter kampen mod Liverpool indikerede Ole Gunnar Solskjær at 3-mandsforsvaret kan udvikles yderligere.

Manchester United leverede i søndags en af de bedre præstationer længe. Efter en lang række af kampe uden succes med en 4-2-3-1-formation forsøgte Solskjær sig med en anden opstilling mod Liverpool.

Tre centrale forsvarere, wing-backs og to split strikers var langt hen ad vejen en succesfuld opskrift mod Liverpool. Deres backs – som er så vigtige for deres spil – blev holdt i skak næsten hele kampen, og de to angribere Rashford og James skabte problemer med løb ind i rummene bag Robertson og Alexander-Arnold.

Mange United-fans har været trætte af 4-2-3-1-opstillingen – særligt den altid ueffektive 10’er-position – og den ændrede formation betalte sig i det her tilfælde. Men er det værd at fortsætte med fremover?

Solskjær blev spurgt ind til om det er noget United vil forsøge sig med i kampene i den nære fremtid, og han var ikke afvisende:

”Det kan udvikles til noget, for vi har spillerne til at spille med 3 mand bagi. Det giver os mere bredde end vi tidligere har haft.”

Uniteds mål i kampen kom fra en kontrasituation, og måske kan den nye formation give flere af den slags muligheder. Solskjær påpegede at det var en del af United gameplan:

”Det er en risiko at spille 3 mand bagi mod deres [Liverpools, red.] fronttrio som er en fantastisk fronttrio. Men det var en risiko vi var nødt til at tage. Vi gjorde det for at skabe chancer for os selv. Målet var et perfekt eksempel på hvordan vi ville have kampen skulle forløbe.”

”Vi skal spille bolden fremad, det behøver ikke være et kontraangreb. Jeg talte om det før kampen: tag flere chancer, vær mere modig. Det betyder ikke noget hvis man taber bolden, for man kan vinde den igen.”

Første chance for at se om Solskjær fortsætter med en 3-backkæde bliver i torsdagens Europa League-opgør ude mod FK Partizan. Kampen spilles kl. 18.55. 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

U23: Max Taylor returnerer efter kræftforløb i sikker udebanesejr

Næste artikel

Truppen til Beograd: De Gea og Pogba ikke med

ANNONCE