Solskjær reagerer nok engang på intense Håland-rygter

Ole Gunnar Solskjær reagerede onsdag på fornyede spekulationer om en fremtidig genforening i Manchester United mellem den norske manager og den norske stjerneangriber.

Solskjær fortalte tidligere i februar, at han følger Erling Hålands udvikling i den tyske Bundesliga. Det har vækket spekulationerne om en genforening i England mellem de to nordmænd, som har en fortid sammen i Molde.

Spekulationerne fik fornyet liv i starten af ugen, da den tidligere United-kaptajn, Roy Keane, fortalte TV2 Norge, at Håland vil være den oplagte angriber at hente til den røde del af Manchester.

Onsdag forholdte Solskjær sig til disse udtalelser, da han blev spurgt ind til transferspekulationerne af Sky Sports:

– Jeg holder kontakten med Erling (Håland, red.). Det er godt at se ham blive den spiller, han er blevet, og jeg ved, han vil arbejde hårdt for at forbedre sig hele tiden. Han er Dortmund-spiller, og vi ønsker ham det bedste, siger Solskjær og fortsætter:

– Lad os se, hvad livet bringer os senere hen.

Hålands kontrakt med Dortmund udløber først i 2024, men meldingerne går på, at der indtræder en frikøbsklausul i angriberens kontrakt i sommeren 2022. Den lyder angiveligt på 75 milioner euro, svarende til 558 millioner kroner.

Respektløst over for Dortmund at tale om Håland

Solskjær holder dog en smule igen, når det kommer til lovprisningerne af den unge angrebskomet. Ifølge United-manageren er det nemlig respektløst over for Dortmund at sætte ekstra fut i det rygtebål, der allerede er blevet antændt.

– Jeg synes, det er respektløst at tale for meget om det, udover at jeg kender ham og taler med ham.

– Hvem var ikke interesseret i ham for et år siden? Alle vil sige, at de ønsker de bedste spillere i verden, og Erling er en topspiller, siger Solskjær.

Derfor svarer Solskjær heller ikke entydigt på, om han har Håland som et fremtidigt transfermål.

– Når du som træner har haft unge drenge og spillere igennem, følger du dem selvfølgelig, siger Solskjær tvetydigt.

Hålands agent, Mino Raiola, udtalte tirsdag, at kun fire Premier League-klubber har en realistisk chance for at hente den 20-årige målsluger.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Optakt: En mulighed for at rotere

Næste artikel

David Silva udeladt af truppen til returopgør

ANNONCE