Manchester United ekspederede i går østrigske LASK Linz ud af Europa League med samlet 7-1. Nu venter danske F.C. København, der på imponerede vis slog de tyrkiske mestre fra Başakşehir med 3-0 i Telia Parken.
Da Ole Gunnar Solskjær i går skulle kommentere på det kommende opgør, lå meget af fokusset på det møde, der venter, med den norske kammerat Ståle Solbakken, som er manager for den danske hovedstadsklub.
– Jeg kender Ståle Solbakken rigtig godt. Han er en af mine gode venner. Jeg tog blandt andet min pro-licens-uddannelse i København sammen med ham, fortalte United-manageren blandt andet til manutd.com.
– Derfor ved jeg stort set alt, hvad der er værd at vide om Ståle – og han ved formentligt alt, hvad der er at vide om mig. Jeg ser frem til kampen, fortsatte Solskjær.
På trods af at “De Røde Djævle” må betegnes som storfavoritter, når det kommer til at gå videre til Europa Leagues semfinaler, ved Solskjær godt, at der venter et vanskeligt opgør på RheinEnergieStadion i Köln.
– Når du møder Ståles hold, er de altid velorganiserede og svære at spille imod. Der er mange talentfulde unge spillere med erfaring. Han har gjort det fantastisk ved at bygge hold efter hold op, og det bliver et svært opgør, har Solskjær derudover udtalt ifølge UEFA’s hjemmeside.
Mandagens kvartfinale skydes i gang klokken 21:00. Vinderen skal findes over ét opgør.
Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.