Solskjær: Top-4 og et trofæ er det realistiske mål for næste sæson

Manchester United er langt efter topholdene i Premier League og må realistisk set indstille sig på at gå efter at komme i top-4 til næste sæson – så klar er udmeldingen fra holdets træner, Ole Gunnar Solskjær oven på endnu et nederlag i sæsonens sidste kamp mod Cardiff.

Manchester United sluttede her til eftermiddag sæsonen af med endnu et nederlag – det 8. inden for de seneste 12 kampe – da man hjemme på Old Trafford måtte se sig besejret med 0-2 mod nedrykkerne fra Cardiff. 

Klubbens manager, Ole Gunnar Solskjær lignede en mand, for hvem sommerferien kommer som et kærkomment afbræk, da han efter kampen mødte den engelske presse. 

– Nå, der er ingen spørgsmål, så det er vel bare det, jokede Solskjær, da der ikke umiddelbart faldt et spørgsmål i starten af pressekonferencen. En lille del af nordmanden havde formentlig håbet på, at det var tilfældet, men han måtte naturligvis svare på en række spørgsmål, inden han og resten af United-truppen kunne gå på ferie og fundere over, hvad der mon er gået galt her mod slutningen af sæonen. 

Det først spørgsmål gik på, hvordan United pludselig er kommet til at vise form som et nedrykkerhold. Til det svarede Solksjær: 

-Vi har været dårlige. Vi har lidt ramt en mur her mod slutningen af sæsonen, så det er selvfølgelig virkelig skuffende. Men så igen, det store plus er, at sæsonen er forbi nu. Vi kan slå en stor fed streg over sæsonen og begynde at se fremad nu. Vi er alt for langt bagefter i forhold til, hvor vi gerne vil være og det er de to hold med 97 og 98 pint. Det er exceptionelt. Vi er 5 eller 6 point efter 3. 4. 5. pladsen, så det er dem, vi realistisk set skal konkurrere med næste sæson. 

– Vi er vant til at udfordre til titlen, og det kommer ikke til at ske lige foreløbig. Realistisk set kommer vi ikke til bare lige at hente – hvor mange er vi, 32, 33 point efter topholdene. Så vi skal realistisk set gå efter top-4 og et trofæ. Sidste gang, vi var i Europa League med Jose (Mourinho, red.) og mange af de her spillere, der vandt vi den. Og FA-cuppen og Carabao-cuppen er trofæer, som vi skal starte sæsonen med, at gå efter at vinde. 

Spurgt ind til hvorvidt, den dårlige stime, er kommet som et chock for Solskjær, svarede nordmanden følgende:  

– Nej, det er ikke et chok, fordi sådan er dynamikkerne i fodbold. Det er marginalier, det er selvtillid, det er mangel på selvtillid, det er vaner, det er at komme ind hver dag og gøre de rigtige ting. Det er en lang sæson. Vi har mod slutningen af sæsonen, haft for mange.. hvordan skal jeg sige det? Jeg blev kritiseret tidligere for at spille med det samme hold for meget, og så fik vi skader, og så blev vi nødt til rotere og skifte ud på holdet, så vi kunne ikke bevare vores vindende hold, så vi havde ikke en tilstrækkelig stærk base til at holde vores præstationer oppe.  

Solskjær pegede desuden på, at selvtilliden også var en stor del af forklaringen på, hvorfor man ikke formåede at slå Cardiff i dag og havde i den forbindelse rosende ord med på vejen til 17-årige Mason Greenwood, som spillede sin første fulde Premier League kamp i dag. 

– I dag, normalvis med noget selvtillid på banen, så vi vinder vi den kamp. Og den mest selvsikre dreng var Mason (Greenwood, red.) Det var fantastisk at se ham. En nydelse, og det gav fansene, mig og spillerne et løft. Ham og Scott McTominay var de eneste store plusser i dag. 

Solskjær rundede af med at sige, at man nu havde en vigtig preseson forude, og at man 1. juli, ville være meget klogere på, hvem der vil være i klubben frem mod næste sæson. 

Forrige artikel

Karakterer: Pogba og co. dumper med manér

Næste artikel

En skuffet Lingard ser frem mod næste sæson

ANNONCE