Unge talenter sendt på udlån

Tom Thorpe og Liam Grimshaw er blevet sendt på udlån i resten af indeværende sæson.

Liam Grimshaw var sidste sæson en af de bedste og mest centrale spillere på u18-holdet. I denne sæson har den alsidige defensive spiller været anfører for u19-holdet i UEFA Youth League og spillet en del for Warren Joyce på u21-mandskabet.

Nu er 19-årige Grimshaw sendt på udlån hos Morecambe i League Two for resten af denne sæson. Grimshaw, der både kan spille i det centrale forsvar, som højreback og på den centrale midtbane, kan allerede få debut i weekenden, når Morecambe møder Bristol Rovers på udebane.

Tom Thorpe blev tidligere på sæsonen udlejet til Birmingham, men måtte hurtigt returnere, grundet en skade i anklen. Nu er Thorpe igen fit for fight, og har spillet en række gode kampe for Warren Joyce på u21-holdet.

Derfor er han nu sendt tilbage til Birmingham i the Championship på udlån for resten af denne sæson. Thorpe kan allerede komme på banen i weekendens opgør mod Bournemouth. Birmingham har også Federico Macheda og Tyler Blackett på lån fra United pt.

Foruden de to udlånte spillere, har Jack Barmby i går forlænget hans udlån hos Hartlepool, så det nu gælder for resten af sæsonen. Barmby har gjort det glimrende og fået masser af spilletid, og kan nu få endnu mere erfaring under bæltet inden sommerpausen.

Forrige artikel

Mata lærer om Uniteds historie

Næste artikel

Optakt: Manchester United - Aston Villa

ANNONCE