United-aktie blev holdt kunstigt oppe

Investeringsbanken Jefferies Group Inc., der er en af samarbejdspartnerne i børsnoteringen, købte fredag massivt ind af United-aktien for at holde kursen på 14 dollar. Det skriver Financial Times.

Den udskældte Manchester United-aktie var faldet under kurs 14, hvis det ikke havde været for klubbens samarbejdsbank Jefferies Group Inc., der fredag gik i offensiven for at undgå et sådant scenarie.

Således købte investeringsbanken stort ind i aktier, da det stod klart, at kursen grundet manglende interesse var i fare for at ryge under 14 dollar.

Dermed blev United-aktien allerede på sin første børsdag holdt kunstigt oppe, hvilket er endnu et tegn på, at investorerne har taget lunkent mod børsnoteringen.

Det skriver Financial Times, der har talt med en kilde med kendskab til transaktionerne.

Ifølge avisens kilder er Jefferies Group Inc. hyret til at sikre, at aktien ikke bliver udsat for for store udsving. Jefferies ønsker ikke at kommentere artiklens påstand.

Manchester United lagde i børsprospektet op til, at aktierne skulle sælges for 16-20 dollar stykket.

Den endte dog som bekendt med at blive prissat til 14 dollar. en kurs, som den også lukkede i, da Wall Street gik på weekend fredag aften klokken 22 dansk tid. 

 

Forrige artikel

Søger United-fans i Svendborg

Næste artikel

Meulensteen: Vi er klar til sæsonstart

ANNONCE