Meulensteen: Vi er klar til sæsonstart

I et interview med oldtrafford.dk fortæller René Meulensteen, at United er klar til sæsonstart om en uges tid.

Efter Uniteds pre-season opgør i Göteborg i onsdags, fik oldtrafford.dk en snak med Uniteds assisterende manager René Meulensteen.

Her kunne hollænderen fortælle, at pre-season træningen havde været lidt blandet, grundet de mange forhold man har skulle tage hensyn til i forbindelse med EM og OL.

– Det har været lidt blandet. Vi startede med at have ti gode dage på Carrington med en blandet flok. Grundet ferie i forbindelse med EM, deltagelse ved OL og så videre. Men det var fint, at få set nogle af de unge talenter der er på vej frem lidt an, og vi tog nogle af dem med på tour, siger Meulensteen.

– Anden fase var på Carrington, hvor vi havde en uges tid, inden vi skulle til Norge og Sverige. Her manglede vi blot Giggs, Cleverley og Rafael, så det var fint, fortæller Fergusons assistent.

God erfaring for Rafael
Eneste mand, som har været fraværende under hele pre-season træningen har været brasilianske Rafael da Silva.

Højrebacken har været fast mand hos Brasilien under OL-turneringen, og har fået fuld spilletid i forsvaret. Det blev dog kun til sølv for Rafael, da Brasilien tabte finalen på Wembley til Mexico.

Men oplevelsen og erfaringen ved at deltage i en stor slutrunde som OL, har gavnet Rafael mener René Meulensteen.

– Rafael har gjort det godt, har spillet i finalen, og det er en god erfaring for ham, siger Meulensteen.

Klar til sæsonstart
United spillede i weekenden sidste kamp inden det for alvor går løs i den nye sæson. Mandag den 20. august tager Everton i mod hjemme på Goodison, og der venter United en svær opgave. En opgave Meulensteen dog forsikrer, at United er klar til.

– Ja vi burde være klar. Man lærer altid noget, og vi håber spillerne vil vise mere sult nu. Man lærer altid en masse, både når man vinder og når man taber. Nogle gange er det sådan, at når man ikke genvinder mesterskabet går det op for en hvor hårdt det er at genvinde det, siger Meulensteen.

Dermed forsikrer hollænderen, at United er opsatte på at revanchere sidste sæsons skuffelser, og bruge disse erfaringer til at erobre titler i den kommende sæson.

Forrige artikel

United-aktie blev holdt kunstigt oppe

Næste artikel

Meulensteen om sin tid i Brøndby

ANNONCE