United-aktie stiger efter storkøb

Det amerikanske investeringselskab Baron Capital overtager 25 pct. af de udstedte Manchester United-aktier, hvilket får kursen til at stige.

Manchester United-aktien var på himmelflugt i gårsdagens handel på Wall Street. 

Således lukkede aktien med en stigning på 6,24 pct. Det sker, efter det amerikanske investerinsselskab Baron Capital har sikret sig 25 pct. af de udstedte aktier. Det skriver flere engelske og amerikanske medier, heriblandt The Guardian. 

Da United gik på børsen tilbage i 2012, var det kun 10 pct. af ejerskabet i klubben, der blev udbudt i nye aktier. Det betyder, at Baron Capital rundt regnet sidder på 2,5 pct. af alle aktierne i klubben. 

Glazer-familien sidder således stadig med 90 pct. af aktierne, og selskabets konstruktion betyder, at deres ejerskab ikke kan komme i fare via en såkaldt fjendtlig overtagelse. En metode, som amerikanerne selv gjorde brug af, da de i 2005 overtog aktiemajoriteten i Manchester United.  

Tidligere har også verdens største investeringsfond, Blackrock Capital, investeret i Manchester United.

Manchester United har ifølge nyhedsbureauet Reuters nu en markedsværdi på 14 mia. kr. 

Forrige artikel

Klausul kan betyde RvP-exit

Næste artikel

Mata vil helst spille centralt

ANNONCE