United beskytter Januzaj

Phil Neville slår fast, at trænerstaben gør alt for at finde den rette balance mellem spilletid og hvile for Adnan Januzaj.

Manchester United-fans bør ikke regne med at se Adnan Januzaj optræde i hver eneste kamp. For han skal beskyttes, så han ikke brænder ud i en for tidlig alder. 

Sådan lyder det fra klubbens førsteholdstræner, Phil Neville. 

– Det er stadig meget tidligt for ham, og vi mener, at vi har behandlet ham rigtigt. Vi har spillet ham i nogle kampe, ligesom vi andre gange har sparret ham og givet ham et pusterum, siger Neville til Daily Mail. 

Det vakte især ramaskrig blandt grupper af fans, da David Moyes havde undladt at udtage den 19-årige offensivspiller til Olympiakos-kampen. 

Men det er en del af den overordnede plan for Januzaj. 

– Vi skal sikre os, at han stadig om to-tre år forbedrer sig og rammer det niveau, vi mener, han kan nå. Det er vores job som trænere, forklarer Neville. 

Adnan Januzaj skrev i sommer under på en fem-årig aftale med de engelske mestre. 

Forrige artikel

Keane skifter til Blackburn

Næste artikel

Optakt: WBA vs United

ANNONCE