Marouane Fellaini missede Uniteds sejr i Sunderland og blev meldt tvivlsom til Belgiens afgørende VM-kvalifikationskampe, som han dog spillede.
En håndledsskade plagede og plager stadig afro-midtbanekrigeren, men United er nødt til at ignorere problemet.
– Fellaini har brug for en operation. Det er en ret slem håndledsskade, han har sig. Der stikker brudstykker af knogler ud, men vi har lægernes ord for, at det ikke er nødvendigt at operere her og nu. Vi er lidt ilde stedt på midtbanen, da Tom Cleverley fik en forstrækning under landsholdstjeneste, så vi kommer til at udskyde Fellainis indgreb så længe som muligt. Operationen kan i yderste konsekvens udsættes i helt op til to år, siger David Moyes.
Fellaini har ikke været i startopstillingen i Premier League siden Uniteds derbynederlag til Manchester City, men med konkurrenterne på skadeslisten ligner han en starter mod Southampton.