Valencia skruer billetpriserne i vejret til United-kampen

Champions League-gruppemodstanderen skriver sig i rækken af spanske klubber, der hæver billetpriserne markant, fordi Manchester United kommer på besøg.

La Liga-klubberne har for vane at skrue billetpriserne i vejret overfor udeholdenes fans i Champions League, fordi det ikke er kutyme for deres egne fans at tage på udebaneture. Det skriver Manchester United-journalisten Andy Mitten, der mener, at at UEFA burde sanktionere dem. 

Senest i rækken er Valencia, som United skal møde den 12. december på Estadio Mestalla. De medrejsende engelske fans skal betale cirka 650 kroner for en billet på nogle af stadions dårligste pladser. Til sammenligning koster et sæsonkort til alle Valencias kampe, hvor Champions League også er inkluderet, under 3.000 kroner. 

Sidste år var der stor debat omkring Manchester Uniteds kampe mod Sevilla i ottendedelsfinalerne. Dengang skulle Uniteds fans betale cirka 750 kroner for udebanebilletten. Det fik United til at hæve billetpriserne tilsvarende for de Sevilla-fans, som havde taget turen hele vejen til Manchester. 

I den engelske Premier League er det lykkedes for Football Supporters Federation at sikre fair priser for topholdenes udebanefans. Udebanebilletter ligger til cirka 250 kroner, hvilket må siges at være en bedrift, når Arsenal for få år siden tog næsten 600 kroner for dem. 

Du kan læse hele Andy Mittens blog om emnet her. 

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Zidane klar til trænercomeback

Næste artikel

Southgate håber på mere spilletid til Rashford

ANNONCE