Van Gaal: United er den største klub i verden

Den nye manager i United mødte i dag pressen, og hollænderen lagde ikke skjul på ambitionerne.

– Det her er den største klub i verden, på grund af navnet. Men i sport er man aldrig rigtig den største klub. Sidste år blev United nummer 7, og så er man altså ikke den største klub. Men da jeg var i Kina og i Brasilien snakkede alle om Manchester United, og derfor mener jeg at dette er den største klub, sagde van Gaal.

Og når man så står i spidsen for en af verdens absolut største klubber, følger der naturligvis store forventninger med. Men van Gaal vil arbejde hårdt for at få succes i United.

– Jeg gør altid mit bedste, mere kan jeg ikke gøre. Jeg kan ikke spå om hvordan det går, det ved man jo aldrig. Dette er den største klub i verden, det har jeg mærket efter bare to dage. Alle ved hvad jeg har vundet i min karriere, og kun fremtiden kan vise om jeg kan gøre det igen, sagde van Gaal.

Louis van Gaal har under VM ført Holland til en 3.plads, hvilket var markant bedre end forventningerne på forhånd. I år er der store forventninger til United, som skal tilbage i top 4 og tilbage til Champions League. For van Gaal tæller kun en ting, nemlig at vinde.

– Først og fremmest må vi se hvor hurtigt spillerne er i stand til at tage min filosofi til sig. Vi må se hvor hurtigt det klikker mellem spillerne og træneren. For mig handler det om at vinde og blive nummer et, ikke at blive nummer fire, lød det fra van Gaal på spørgsmålet om hvad forventningerne var til sæsonen.

Forrige artikel

- God tid til at finde ny anfører

Næste artikel

Van Gaal vil se tiden an inden spillerkøb

ANNONCE