Siden 21. februar har Robin van Persie stået på Manchester Uniteds liste over skadede spillere, men hollænderen er tæt på at blive fjernet fra listen igen. Onsdag vendte han således tilbage til træningsbanen sammen med sine holdkammerater.
Klubben skriver selv på sin hjemmeside, at den 31-årige angriber træner med truppen igen, og dermed bliver han måske klar til søndagens derby mod Manchester City efter seks kampe på sidelinjen. Men kun måske.
United ønsker således endnu ikke at oplyse, hvor tæt Van Persie er på at være i kampform. I stedet skriver klubben følgende på sin hjemmeside:
– … men der kommer ikke flere opdateringer, indtil manageren giver et eksklusivt interview til MUTV senere denne uge, før sit pressemøde forud for Manchester City-kampen.
Pressemødet er programsat til fredag eftermiddag.