Vermijl håber på chancen næste år

Marnick Vermijl er pt udlånt til hollandske NEC Nijmegen, men håber at få chancen i Manchester United næste sæson.

Tidligere på året forlængede den unge belgiske højreback Marnick Vermijl sin aftale med United frem til sommeren 2016. I sommers blev han så sendt på lån hos hollandske NEC Nijmegen for resten af denne sæson.

I Holland er der masser af spilletid til Vermijl, der stort set får fuld spilletid hver uge for Nijmegen, der for tiden er placeret helt i bunden af den hollandske Æresdivision. Men det generer ikke Vermijl.

– For mig er det fint nok vi er sidst i ligaen. Personligt har jeg det rigtig godt her. Jeg kan godt lide hollandsk fodbold, og jeg kan udvikle mig her, siger Vermijl i et interview med en belgisk avis.

Samtidig fortæller den 21-årige back, at han har haft besøg af reserveholdstræner Warren Joyce, der følger med i Vermijls udvikling. Samtidig håber belgieren, at han kan få et gennembrud i United næste sæson.

– Warren Joyce har allerede været og besøge mig her i Nijmegen, og han var også i Nordirland i fredags (landskamp, red.). Han snakker så med Moyes om mine præstationer. Det er min hensigt at tage tilbage til Old Trafford næste sæson. Men hvis det ikke ser ud til jeg får noget spilletid, så vil jeg ikke udelukke endnu en udlånsperiode, siger Vermijl.

Marnick Vermijl har indtil videre fået en enkelt kamp for United. Det var 26. september sidste år, da han startede inde i sejren mod Newcastle i Liga Cuppen.

Forrige artikel

Rafael: Sociedad vil angribe os

Næste artikel

Fergie: Rooney bad mig købe Özil

ANNONCE