Kønt var det på ingen måde. Men Manchester United fik kæmpet sig til et enkelt point i London mod West Ham tirsdag aften.
Manden, der sikrede det ene point, var indskiftede Benjamin Sesko, som kunne score et flot mål i det 95. minut.
– Jeg er glad for min afslutning, men ikke så glad for resultatet. Vi fortjente sejren, men der vil komme dage som i dag, hvor man er lidt uheldige. Vi kæmpede bravt og fik uafgjort, hvilket er virkelig vigtigt, sagde sloveneren til TNT Sports umiddelbart efter slutfløjt.
Det er dermed første gang, at Michael Carrick ikke vinder som United-træner i denne omgang, og Sesko fokuserer gerne på det store billede, når han skal analysere Uniteds tilstand. Samtidig må han også erkende, at West Ham gjorde betingelserne svære.
– Sammen er vi et fantastisk hold, og vi kæmper altid. Men det var svært i dag. De var farlige på kontraangrebene, men når svære øjeblikke kommer, står vi sammen. Vi skal bare fortsætte og være fokuseret, og så skal vi udnytte det, når chancerne kommer.
Og det gjorde Sesko.
Der venter nu en laaaaaaaang pause foran United-spillerne. Fordi de røg ud af FA Cuppen i seneste runde, er det først om 13 dage, at de skal i aktion – en mandagskamp mod Everton.




