Vieira piver: United får dommerhjælp

Der var straffespark til Fulham, og ’United får hjælp af dommerne på hjemmebane’. Nok er Patrick Vieira ikke længere aktiv som spiller i Manchester City….

Der var straffespark til Fulham, og ’United får hjælp af dommerne på hjemmebane’.

Nok er Patrick Vieira ikke længere aktiv som spiller i Manchester City. Men som del af trænerstaben i den blå del af Manchester, har Citys talentudvikler formået at skrabe en del opmærksomhed til sig.

Fulham-boss Martin Jol og endda Sir Alex Ferguson forklarede efter mandagskampen mod Fulham, at der skulle have været dømt straffespark til ’The Cottagers’ i de døende minutter. Nu har Vieira meldt sig i koret. Han tager bare kritikken et skridt videre og kritiserer Manchester United for at have dommertække på hjemmebane.

”Når United spiller hjemme, får de nogle fordele, som andre hold ikke får,” siger Vieira til BBC Sport.

”Når du tager til United, Madrid eller Barcelona er det altid svært for dommeren at gå imod den slags hold,” siger han.

Læs også: Fergie svarer igen

I sidste uge udtalte Patrick Vieira, at han mente, det var et tegn på desperation, at Manchester United hev 38-årige Paul Scholes tilbage fra sin pension. Men den tidligere Arsenal-styrmand må ikke have ment, at han har ytret sig nok om Manchester United.

”Det er sådan, det er. Fordelene er noget, som holdene, der er vant til at vinde, har hele tiden, så vi er nødt til at vinde kampe, så vi selv kan få de her fordele i fremtiden,” siger Vieira.

Manchester City har vundet samtlige hjemmekampe i Premier League i indeværende sæson.

Mirror Football skriver, at Vieiras kommentar ikke fik lov til at stå længe, før Rio Ferdinand svarede igen på Twitter.

”Hvorfor er Vieira så bekymret for Manchester United? To kommentarer på en uges tid … Helt ærligt, mand, lad det nu ligge,” skriver Ferdinand.

Forrige artikel

Chicharito: Nu bliver det sjovt

Næste artikel

Fergie forudser svær kamp

ANNONCE