Vieira raser mod BBC

Den tidligere Arsenallegende og nu direktør for den sportslige udvikling i Manchester City, Patrick Vieira, er godt og grundigt sur på BBC. Årsagen er, at…

Den tidligere Arsenallegende og nu direktør for den sportslige udvikling i Manchester City, Patrick Vieira, er godt og grundigt sur på BBC.

Årsagen er, at franskmanden føler sig misforstået og fejlfortolket. Det hele handler om, at Vieira har brokket sig over, at Manchester United får dommerhjælp. Men, men, men – det gjorde Vieira bare ikke, siger han selv:

“Jeg er meget vred på Dan Roan (BBC’s reporter, der stod bag interviewet, red.). Jeg føler, at han har stillet mig i et dårligt lys. Jeg gjorde det to gange under interviewet klart, at jeg ikke ønskede at komme med kritik af United, og jeg fortalte endda, at jeg ikke havde set Uniteds kamp mod Fulham og derfor ikke havde set hændelsen, reporteren refererede til.”

Hændelsen – den omdiskuterede straffesparkssituation i mandagens kamp mellem United og Fulham – fik ifølge BBC-journalisten Vieira til at brokke sig over, at United altid får dommerhjælp. Men det passer altså ikke, siger Vieira selv:

“Den del af interviewet (hvor Vieira sagde fra, red.) blev ignoreret fuldstændig, og mine kommentarer blev taget fuldstændig ud af kontekst. Jeg har ringet til reporteren to gange for at få ham til at trække historien tilbage og komme med en undskyldning, men det er ikke sket. Jeg mener, at Dan Roan og BBC har vist totalt mangel på respekt overfor mig, ‘Football Against Hunger’-programmet og Manchester City Football Club,” siger Vieira i en pressemeddelse, som “de lyseblå” har lagt på deres hjemmeside.

BBC-journalisten og Vieira havde sat hinanden i stævne på SoccerEx-udstillingen for at snakke om den velgørenhedsorganisation, der hedder Football Against Hunger, og som Patrick Vieira er en del af.

Manchester City oplyser, at de nu har bortvist den pågældende BBC-reporter fra fremtidige pressemøder på Etihad Stadium. 

 

Forrige artikel

Fergie forudser svær kamp

Næste artikel

Fergie bekræfter: Lindegaard tilbage inden sæsonafslutning

ANNONCE