Zirkzee: »Bolden skal i nettet«

Zirkzee var skuffet over dagens 1-1-resultat, som han alligevel kaldte for »ok«, da han satte ord på dagens kamp.

Manchester Uniteds enlige målscorer i dagens kamp mod Real Sociedad var en skuffet mand, da han efter kampen satte ord på sine tanker.

Årsagen var, at Manchester United ikke spillede på samme niveau efter Real Sociedads Oyarzabals udligning, ifølge Zirkzee.

– Jeg er skuffet. Efter de fik straffesparket, ændrede kampen sig. Vi mistede kontrollen og spillede ikke på samme måde længere. Men i sidste ende kan man sige, at 1-1 er ok. De skal nu til Old Trafford, men vi er skuffede over resultatet, siger Zirkzee.

Inden dommeren pegede på straffesparkspletten, mener hollænderen dog, at det var de rødklædte, som havde været banens bedste hold og pressede på for at score kampens andet mål.

– Vi skabte mange chancer, men bolden skal i nettet, og det ville have hjulpet os, for 2-0 er bedre end 1-0.

Zirkzee har mødt meget kritik i sit første halve år hos Manchester United, og derfor var det ekstra rart for hollænderen at komme på scoringstavlen.

– Det føltes godt (at score, red.), men vi vil bare gerne vinde kampen. Målet var dog en lettelse, fordi det var, hvad holdet og jeg manglede.

Manchester United møder Real Sociedad i returopgøret på Old Trafford torsdag i næste uge.

 

Forrige artikel

Amorim efter 1-1 mod Sociedad: »Straffesparket ændrede momentum«

Næste artikel

Nedtakt: Der skal spares spillere på søndag mod Arsenal

ANNONCE