Hvis man kigger nærmere på listen over spillere købt af Louis van Gaal i løbet af hans tid som manager på Old Trafford, så er der én ting, der må bekymre mange Manchester United-fans, især de britiske, men måske også de af os, der er født, før fodboldsporten blev en fuldgyldig transnational og globaliseret underholdningsindustri – det vil sige, i tiden før det blev politisk ukorrekt at tale om nationale traditioner og stereotyper og før nationalstatens implosion.
(Van Gaals indkøb: Luke Shaw, Ander Herrera, Marcos Rojo, Daley Blind, Angel Di Maria, Radamel Falcao, Victor Valdes, Memphis Depay, Matteo Darmian, Bastian Schweinsteiger, Morgan Schneiderlin, Sergio Romero, Anthony Martial.)
Hvori består bekymringen? I den stigende ubalance mellem udlændinge og britiske (og irske) spillere i Manchester United.
Historisk har Manchester United været en ekstremernes klub, ja måske ligefrem ekstremernes ekstrem, men samtidig også en klub der har formået at opretholde en prekær balance mellem disse ekstremer. Et eksempel er sameksistensen af svære, indimellem endda fatale, brud (fallit, Luftwaffe-bombardementer, flykatastrofe, amerikansk ejerskab) og en uhørt kontinuitet (Matt Busbys 25 år, Alex Fergusons 27 år, Bobby Charltons 758 kampe i løbet af den 20-årig karriere, Ryan Giggs’ 963 kampe i løbet af en 24-årig karriere).
Et andet eksempel er klubbens stærke rødder i det lokale, industrille Nordengland med de dertil hørende arbejderklassetraditioner og dens banebrydende europæiske eventyr i 1950’erne, som spredte sig som ringe i vandet og blev til den globale appel, vi forbinder med nutidens Manchester United. Et tredje eksempel på balance er klubbens tradition for at mikse britiske spillere med udlændinge.
For hver Jesper Olsen havde Manchester United en Gordon Strachan. For hver Ronaldo en Rooney. For hver Yorke var der en Cole, for hver Eric Cantona, en Mark Hughes. I dag komplementeres Daley Blind af Chris Smalling, Matteo Darmian af Luke Shaw. Men her stopper det tilsyneladende, hvis vi tager Van Gaals transferstrategi alvorlig.
Shaw er den eneste britiske spiller købt af Van Gaal, og hollænderen har hentet 13 spillere indtil videre. Oven i dette har han givet adskillige britiske spillere opdraget ”The United Way” på klubbens berømte akademi løbepas. Seneste eksempel er Jonny Evans, men før ham solgte Van Gaal Darren Fletcher og, kontroversielt, Danny Welbeck.
Jeg siger ikke, at afskeden med disse spillere var forkert. Men det, der må se mere og mere bekymrende ud for mange United-fans, er ubalancen mellem udlændinge og engelske spillere på Old Trafford. Manchester United har en stolt tradition med at levere rygraden på det engelske landshold – Bryan Robson, Paul Ince, Rio Ferdinand, Gary Neville, David Beckham, Paul Scholes, Wayne Rooney osv. I dag kan kun Wayne Rooney (og måske Luke Shaw) regnes for sikre United-startere for The Three Lions.
Det er muligt, at Chris Smalling og Phil Jones, især førstnævnte, begynder at etablere sig på Uniteds hold og landsholdet, men begge blev identificeret af Ferguson, ikke af Van Gaal. Heller ikke Shaw er Van Gaals spiller, idet han blev udpeget af David Moyes – Van Gaal sanktionerede kun transferen.
Hvem ved, hvem Van Gaal ville have gået efter, hvis han selv havde haft tid til at bestemme?
Alex Ferguson, og før ham Ron Atkinson, plejede at identificere det bedste britiske talent, og når de fik øje på nogen, der stak ud, enten en allerede etableret spiller eller en med ekstraordinært potentiale – Bryan Robson, Wayne Rooney – så gik de målrettet efter ham.
Louis van Gaal og Ed Woodward har identificeret adskillige positioner, hvor Manchester United behøvede forstærkning. På højre back-pladsen kunne de have gået efter Nathaniel Clyne eller Seamus Coleman, i stedet foretrak de Matteo Darmian (som har haft en særdeles overbevisende start på Old Trafford, men det er ikke pointen her).
Af fløjspillere stolede Van Gaal på sin landsmand Memphis Depay. Han ligner en kommende superstjerne. Men Manchester United kunne have gået efter Raheem Sterling. For nylig talte Van Gaal om Marouane Fellaini som en alternativ angriber i denne sæson. De fleste fans så sandsynligvis gerne Ed Woodward presse hårdt på for at få Harry Kane som makker til Rooney i angrebet.
Arsène Wenger sagde en gang, at nationalitet ingenting betød (og dét selvom de franske flertal i Arsenal under Wengers styre antyder noget andet). Med Roman Abramovichs ankomst til Chelsea forstyrrede en lang liste af hurtigt indkøbte udlændinge balancen på Stamford Bridge mellem britiske og internationale spillere. På San Siro har Inter-fans ofte set deres hold spille med otte eller ni argentinere.
Men Manchester United plejede at være anderledes. Som FC Barcelona og Real Madrid var Manchester Uniteds hold altid karakteriseret ved en stærk kerne af nationale spillere – de bedste af dem – og tre eller fire internationale superstjerner. Rooney og Ronaldo, Ferdinand og Vidic, Neville og Evra. Før det Keane og Veron, Cole og Cantona, Irwin og Stam.
Manchester United har ganske vist stadig en kerne af engelske spillere – Rooney, Carrick, Young, Shaw, Smalling, Jones – men den er i gang med gradvist at blive undermineret af den enorme tilgang af udenlandske spillere. Én engelsk spiller og 12 udenlandske spillere er en ubalance, der er værd at problematisere.
Ed Woodward må øge indsatsen for at hente Gareth Bale, Harry Kane og John Stones. Hvis Manchester Uniteds ambition er at være blandt de allerbedste, så har klubben selvfølgelig brug for de bedste spillere i verden. Men Manchester United har også brug for at fastholde deres engelske identitet og deres tradition for balance, og for at kunne dette har de brug for de bedste britiske spillere.
Van Gaal og Ferguson skabte deres ry ved at satse på ungdommen. Van Gaals Ajax inspirerede måske ligefrem Ferguson til at forfremme spillere som Beckham, Scholes, Neville og Giggs. Måske tiden er kommet til, at Fergusons nationalt balancerede hold skal inspirere Van Gaal?
