Det er den engelske avis Sunday Mirror, der i dag skriver, at Anders Lindegaard meget vel kan være på vej mod et exit fra Old Trafford til sommer. Det sker efter den danske keeper har tabt målmandskrigen med David de Gea, som har etableret sig som sikker nummer 1 i United-målet.
Avisen mener ikke, at danskeren er tilfreds med en rolle som reserve, og at United skulle være klar til at sælge Lindegaard, der dog har kontrakt med United frem til sommeren 2016.
West Ham og Fulham skulle angiveligt være ude efter en ny målmand, da deres respektive keepere er oppe i alderen og nærmer sig pension. Hvorvidt Lindegaard selv vil være klar til at opgive kampen om pladsen mellem stængerne i United melder historien ikke noget om.