Uniteds unge stjerenfrø spenderede foråret som lejesvend hos Bryan Robson i West Bromwich, hvor Richardson med rette kan siges at have udgjort en stor del af forskellen på nedrykning og overlevelse for Birmingham-klubben.
I den kommende sæson må The Baggies dog klare sig uden hjælp fra den nybagte landsholdsspiller, for efter lange overvejelser og samtaler med Alex Ferguson, har venstrekantspilleren, der i West Bromwich dog strålede i en playmakerrolle, besluttet sig for at blive.
“Alle ønsker at vide, om jeg tager tilbage til West Bromwich, men jeg har besluttet at blive i United. Det var smigrende sådan at kunne vælge. Jeg gjorde det godt i West Bromwich, havde en god tid der og skylder Bryan Robson meget, fordi han tog en chance med mig, da jeg ikke havde den store erfaring.”
“Jeg ved, han hjertens gerne ønsker at se mig tilbage, men jeg ønsker at slå igennem i Manchester United og være Manchester United-spiller. Forhåbentlig kan jeg vise mig frem i denne sæson,” lyder meddelelsen fra Richardson onsdag til Sky Sports News.