Top 10: De hårdeste spillere i Manchester United

De spillere, der hyldes mest i Manchester United, er ikke altid de bedste tekniske driblere eller dem, der scorer flest mål. Nej, dem, der er villige til at ofre sig selv for holdets bedste, kan opnå præcis lige så høj status i klubben.
(Photo by Tom Purslow/Manchester United via Getty Images)

Spillerne, der leverer de hårdeste og mest frygtløse tacklinger, har altid fascineret mig. Måske fordi det er en egenskab, jeg selv ville ønske, jeg besad, når jeg tørner ud i de danske serierækker. Derfor dykker vi ned i klubbens største hard-hitters i denne artikel.

Roy Keane, Jaap Stam og Nobby Stiles burde alle være at finde på denne liste. Men på grund af min unge alder, og fordi jeg gerne vil kunne stå på mål for mine valg, har jeg gjort det til et kriterium, at spilleren skal have repræsenteret Manchester United efter 2007 for at komme på listen, da jeg selv vil være gammel nok til at kunne huske at have set spilleren på banen.

Af den årsag er det bestemt ikke de hårdeste spillere i klubbens historie, der har fundet vej til denne liste. For i min research til denne artikel gik det for alvor op for mig, hvor meget fodbolden har ændret sig, og hvor få hard-hitters vi ser på de engelske fodboldbaner i dag sammenlignet med tidligere.

Et andet vigtigt kriterium for at kunne komme på denne liste er, at du skal kunne tage lige så meget, som du selv giver. Ander Herrera var derfor kun kortvarigt i mine overvejelser. For selvom han godt kunne slå fra sig, var han knap så hårdfør, når det var ham, det gjorde ondt på.

 

10) Marouane Fellani

Hård, høj og sejt hår. Det er nok de ord, der bedst beskriver Marouane Fellaini.

Marouane Fellaini ankom kort tid efter, at David Moyes overtog managerposten efter Sir Alex Ferguson, og han har derfor aldrig rigtig været en del af et rigtigt succesfuldt Manchester United-hold. Han blev måske af samme årsag symbolet på en nedadgående kurve i klubben.

Fellaini blev derfor heller aldrig en decideret fanfavorit, i modsætning til mange andre spillere på denne liste. Alligevel gav han altid alt på banen, og selvom kærligheden fra Old Traffords tribuner var til at overse, havde han altid trænernes opbakning. Uanset om det var Moyes, Louis van Gaal eller José Mourinho, fandt Fellaini ofte vej til startopstillingen.

For Manchester Uniteds trænere værdsatte hans arbejdsindsats og evne til at gøre ondt på modstanderne – både fysisk og i overført betydning. For selvom hans tekniske færdigheder ikke var det, der sikrede ham spilletid, besad han andre kvaliteter, som trænerne i Manchester United gerne så på banen.

(Photo by Matthew Peters/Manchester United via Getty Images) Manchester United via Getty Imag

 

9) Casemiro

Casemiro er en af to nuværende Manchester United-spillere på denne liste, som deler glæden ved at uddele hårde sydamerikanske tacklinger.

For selvom Casemiro kommer fra sambaboldens hjemland, er det langt fra sambastilen, der kendetegner den brasilianske midtbanespiller, som altid tackler igennem.

Den mange-dobbelte Champions League-vinder modtog to røde kort i sin første sæson i klubben. Og selvom det i højere grad afspejler, hvor lidt der skal til for at modtage et kort i moderne fodbold, fortæller det også historien om en kompromisløs spiller, der ikke er bange for at blande sig i de situationer, hvor risikoen for at blive straffet hårdt er høj.

I sin første sæson for klubben var Casemiro en altafgørende skikkelse på Erik ten Hags hold, hvor han styrede den defensive midtbane. Siden da er Casemiros niveau dalet, men måske kan hans afløser, Manuel Ugarte, overtage hans rolle på holdet og endda også finde vej til en fremtidig rangering som denne.

(Photo by Daniel Chesterton/Offside/Offside via Getty Images) Offside via Getty Images

 

8) Zlatan Ibrahimovic 

“6 foot 5; hard as f*ck! He gets the Reds excited…”

Sådan lød det ofte på Old Trafford, da Zlatan løb rundt i den røde trøje. Og selvom han nok mest huskes for sine spektakulære mål og sin personlighed, var han også en hård mand på banen.

Selvom svenskeren er en af mange stjerner, hvis topniveau var nået, da Manchester United hentede ham, blev han hurtigt en fanfavorit på grund af sin kompromisløshed og væremåde.

Zlatan trak sig aldrig fra en luftduel, og taekwondo-kæmperen tog også ofte fødderne i brug i situationer, hvor modstanderen forsøgte at heade til bolden. Det resulterede både i ekstremt flotte aktioner og episoder, hvor han gjorde ondt på modstanderen.

Men det var ikke kun modstandernes forsvarsspillere i Premier League, der frygtede angriberen. Nej, selv spasmageren og holdkammeraten Eric Bailly turde ikke tage kampen op mod den langhårede angriber med balkanrødder.

 

(Photo by Ben Hoskins/Getty Images) Getty Images

 

7) Scott McTominay

Scott McTominay byttede denne sommer fish’n’chips ud med Margherita, da han fløj sydpå til Antonio Contes Napoli.

Det, der kendetegner de spillere, der har fået succes under den italienske træner, er vindere, som ikke er bange for at slå sig. Og netop det har Antonio Conte fået på sit hold i form af McTominay.

McTominay var ikke manden i Manchester Uniteds trup, som modstanderen slog sig mest på, i modsætning til mange andre spillere på denne liste. Alligevel skal han have en plads her. For selvom skotten godt kan tackle igennem, er det hans evne til at tage imod, der gør, at han er havnet på listens syvende plads.

Scott McTominay trækker sig nemlig aldrig fra en tackling, og han ligger ikke længe i græsset, når han bliver væltet af sin modstander.

(Photo by Michael Regan/Getty Images) Getty Images

6) Marcos Rojo

Marcos Rojo var en djævel på banen, og hans knap så sympatiske spillestil satte flere fodboldkarrierer i fare.

Hvis denne liste udelukkende handlede om at stå bag de hårdeste tacklinger, ville han utvivlsomt være placeret højere oppe, men selvom vi her hylder de hårde tacklinger, må der også være en grænse for, hvor meget fare man kan udsætte sine konkurrenter for.

Selvom den argentinske forsvarsspiller stod bag mange ekstremt hårde tacklinger, modtog han aldrig et rødt kort i sine seks år i klubben. Han skal nok være glad for, at VAR først blev indført i Premier League, da han ikke længere var at finde på Old Trafford.

Den skadesplagede argentiner forlod Manchester United til fordel for Boca Juniors, som spiller i den argentinske liga. Her passer hans spillestil måske en anelse bedre ind.

(Photo by Shaun Botterill/Getty Images) Getty Images

5) Gabriel Heinze

Nogle af de mest forhadte spillere blandt Manchester Uniteds fans i nyere tid er argentinere, der forlod klubben på mindre sympatiske måder. Gabriel Heinze var tæt på at gøre det samme i 2007, da han forsøgte at presse et skifte til Liverpool igennem efter at være blevet uvenner med Ferguson. Den skotske træner satte dog en stopper for det, og derfor husker mange United-fans stadig Heinze med glæde.

Heinze var en fanfavorit på Old Trafford, hvor han hurtigt blev kendt for sin kompromisløse spillestil og glidende tacklinger.

 

 

For selvom Heinze er født i tangoens land, var han bestemt ikke i Manchester for at danse – hans no-nonsense forsvarsstil gav ham hurtigt et hårdført image, som stadig hænger over ham den dag i dag, og han kan vel sagtens sammenlignes med Aaron Wan-Bissaka, som også kunne have fundet vej til listen her.

 

(Photo by Laurence Griffiths/Getty Images) Getty Images

4) Lisandro Martinez

Alene kælenavnet “The Butcher” sikrer Lisandro Martinez en plads på denne liste.

Lisandro Martinez minder på mange måder om Marcos Rojo, selvom Martinez har en væsentligt større rolle på Manchester Uniteds nuværende hold, end Marcos Rojo nogensinde fik i sin tid i klubben.

Men selvom “The Butcher” kun står bag en brøkdel af de karrieretruende tacklinger som sin landsmand, rangerer han højere på grund af sin tilstedeværelse på banen.

Trods sin beskedne højde er Lisandro Martinez nemlig en spiller, der virkelig kan mærkes. Han tøver ikke med at konfrontere sine modstandere ved at stille sig med panden mod deres pande og fortælle dem, hvem der bestemmer. Derfor indtager han listens fjerdeplads.

3) Paul Scholes

Englænderen huskes bedst for sine præcise afleveringer, der skar igennem modstandernes kæder. Men tag ikke fejl, Paul Scholes var også en hård hund. For selvom han huskes bedst for sit tekniske talent, er han den spiller i Premier Leagues historie med femteflest gule kort.

Scholes er som en ulv i fåreklæder. Han har nemlig en side, som aldrig rigtig bliver italesat, fordi hans tekniske niveau og enestående spilforståelse har dannet rammen om den rødhårede englænders eftermæle.

Scholes trak sig aldrig fra en hård tackling. Særligt i eftertacklingerne var Paul Scholes ikke bange for at slå sig. Men det kostede ham også en plads i Champions League-finalen i 1999, da han måtte afsone en karantæne efter at have sat foden på Deschamps’ ankel i semifinalen mod Juventus.

@manutd Paul Scholes also enjoyed a tackle… 👀 #MUFC #ManUtd #PaulScholes ♬ original sound – Manchester United

Men Paul Scholes var ikke kun en hård spiller. Han havde alle de kvaliteter, som en god midtbanespiller skal besidde, og han var også en ægte klubmand. En type fodboldspiller, der forsvinder ud af sporten lige så hurtigt som de hard hitterne.

 

(Photo by Alex Livesey/Getty Images) Getty Images

2) Wayne Rooney 

Scouseren, der erobrede Manchester, Wayne Rooney, kan vel sagtens betragtes som en af de største spillere i moderne tid, der har båret en Manchester United-trøje, ligesom de to andre spillere på denne listes top-tre.

I årene, hvor Sir Alex Ferguson stod på sidelinjen, scorede Wayne Rooney mål på samlebånd, men han kunne også sætte sit præg på kampene, når han gik til stålet.

For selvom Wayne Rooney bedst huskes for fantastiske øjeblikke som saksesparket mod Manchester City, flugteren mod Newcastle eller debutmålene mod Fenerbahce, bør han også huskes for at være en kriger, der altid gik til grænsen for at tilbageerobre bolden, hvilket også har resulteret i, at Rooney kun er overgået af Gareth Barry på listen over flest gule kort i Premier League.

Den iltre englænder var nemlig ingen doven angriber, som kun var på banen for at score mål. Nej, han arbejdede altid stenhårdt, tacklede igennem og kunne også klare at tage imod slag fra både modstandere og den engelske presse.

 

(Photo by Tom Purslow/Manchester United via Getty Images) Manchester United via Getty Imag

1) Nemanja Vidić

“He Comes From Serbia! He will F*ing Muder Ya!”

Nemanja Vidić er endnu en spiller, som bedst beskrives ved brug af fansenes sang til serberen.

Den serbiske hardhitter voksede op i en krigszone i Serbien. Hans hjemby blev bombet, og han undgik kun at blive indkaldt til hæren, fordi han spillede for Røde Stjerne Beograd.

Om den hårde opvækst har haft indflydelse på hans spillestil, er ikke til at sige, men selvom Nemanja Vidić slap for at aftjene sin værnepligt, var han stadig noget af en kriger – bare på fodboldbanen.

Vida, som han blev kaldt i klubben, kunne ikke kun uddele hårde tacklinger, han kunne i den grad også tage imod. For serberen var ikke bange for at gå hårdt til den, og han risikerede ofte sit eget helbred for at sikre Manchester United tre point.

– Du kan få fikset din næse, men hvis du lader nogen score et mål, kan din stolthed ikke fikses, sagde Nemanja Vidić efter en kamp, hvor serberen havde brækket næsen.

(Photo by Chris Ison/PA Images via Getty Images) PA Images via Getty Images

 

Forrige artikel

Bild: Sebastian Hoeneß afviste United i sommer

Næste artikel

Fernandes om manglende mål: »Jeg er nødt til at tage ansvar for det«

ANNONCE