United i CL-kvartfinalen

Efter at have vundet 1-0 over Lille på Félix-Bollaert i Frankrig havde United en fordel forud for returkampen på Old Trafford. United skulle blot undgå at…

Efter at have vundet 1-0 over Lille på Félix-Bollaert i Frankrig havde United en fordel forud for returkampen på Old Trafford. United skulle blot undgå at tabe, men gjorde mere end det og vandt endnu engang over de franske underdogs.

United kom for første gang tæt på, da Paul Scholes efter et kvarters spil brød fri på højrekanten. Han havde mulighed for selv at skyde på mål, men sendte et perfekt indlæg ind til Wayne Rooney, der fik godt ram på bolden, men forsøget blev modigt blokeret af en Lille-forsvarer, så bolden røg til hjørne. Her kom John O’Shea meget tæt på at score for anden kamp i træk, hvilket ville være en noget uvant situation for den irske landsholdsspiller. O’Shea nåede højest op på hjørnesparket, som Lille-målmand Tony Sylva havde fuldstændig fejlvurderet. Målet stod frit, og O’Shea burde nok have sendte bolden i kassen, men overliggeren stod i vejen.

United producerede de største chancer, men Lille var heller ikke ufarlige. Halvvejs inde i halvlegen fik Jean Makoun en kæmpe chance, da han efter et frispark stod helt fri i Uniteds felt. Hans hovedstød blev dog alt for svagt og upræcist, så Edwin van der Sar kunne nemt samle bolden op.

Paul Scholes spillede tidligere uselvisk bolden til Wayne Rooney. Denne gang kunne han havde gjort det samme, men valgte nu i stedet at forsøge sig på egen hånd. Hans skud blev dog snittet, så det mistede fart, og derfor havde Sylva ingen problemer.

Cristiano Ronaldo har tidligere på sæsonen filmet sig til et par straffespark. Det lykkedes ikke for ham mod Lille, selvom han forsøgte sig. Ronaldo trak ind i feltet og blev ganske let ramt over foden, men overdramatiserede sit fald, så dommer Luis Medina Cantalejo så sig nødsaget til at vise kantspilleren det gule kort.

I første halvlegs overtid blev Lille farlige, da Mathieu Chalme sendte et indlæg ind fra højre side. Uniteds forsvar kunne ikke nå bolden, og van der Sar kunne ikke gøre andet end at afvente, da bolden sandsynligvis ville gå i nettet, hvis den blev prikket. Heldigvis nåede Lilles angriber ikke frem, og van der Sar kunne samle bolden op, hvorefter holdene gik til pause.

I anden halvleg kom Lille også frem til chancer. Allerede i første minut fik Abdul Keita et skud sendt inden for målrammen, da han fightede sig igennem Uniteds forsvar og fik fyret af. Et par minutter senere ramte Peter Odemwingie stolpen med et hovedstød. Odemwingie fik et mål annulleret i de to mandskabers første møde, så han var sikkert godt opsat på at score i returkampen. Efter 57 minutters spil havde Lilles Stephane Dumont et forsøg fra distancen, men hans udadskruende skud, der havde retning mod fjerneste målhjørne, blev reddet af van der Sar.

Herefter tog Cristiano Ronaldo og Henrik Larsson over. United kunne ikke kombinere sig frem til chancer, så i stedet tog Ronaldo sagen i egen hånd. Omringet af to Lille-spillere brød han fri på venstrekanten. Da han nåede til mållinjen, sendte han et perfekt indlæg ind til en helt fri ’Henke’, der nemt kunne heade bolden i mål. Dette var Larssons sidste optræden for United på Old Trafford, og da han to minutter senere blev skiftet ud, var det til stående applaus. Ind kom Alan Smith, der i meget lang tid har været fraværende på Uniteds førstehold. Smith nåede at gøre en god figur, og i kampens sidste minut var han tæt på at øge til 2-0, da han efter et indkast fik vendt rundt og sendt et skud af sted mod Sylvas mål. Der blev dog ikke scoret, så kampen endte: Manchester United 1-0 Lille.

United er videre til kvartfinalerne sammen med følgende syv klubber:

FC Bayern München
Chelsea FC
Liverpool FC
AC Milan
PSV Eindhoven
AS Roma
Valencia CF

Lodtrækningen til kvartfinaler, semifinaler og finale finder sted fredag klokken 12.00 i Athen, hvor finalen også spilles.

Forrige artikel

Larsson: Sådan er livet

Næste artikel

Ronaldo vil forlænge

ANNONCE