Det så ikke for godt ud, da Mikael Silvestre med tårevæddede øjne lå og vred sig i straffesparksfeltet på Goodison Park den 15. september. Da billederne af franskmandens uheld dukkede op i langsom gengivelse, ledte det således tankerne hen på Michael Owens uheld under verdensmesterskaberne i Tyskland i 2006.
Silvestre blev efter kampen sendt til skanning, og de første meldinger lød da også på, at United måtte undvære forsvarsspilleren i omkring et år.
Det kom derfor som en stor overraskelse, da Ferguson i dag fortalte, at han anser det for muligt, at Silvestre kan spille senere på sæsonen:
”Jeg er sikker på, at Mikael vil være tilbage i marts. Han blev opereret i Frankrig i sidste uge, og det gik godt. Jeg var virkelig glad for at høre, at skaden ikke er så slem som først antaget. Det var rart, for man kan aldrig vide sig sikker på omfanget af en knæskade.”