Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en ny låge i vores julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”.
Her åbner du den sidste låge i vores julekalender.
Mine første United-minder stammer helt tilbage fra 1993 med koryfæer som Peter Schmeichel og Eric Cantona på holdet. Og jeg har været fan lige siden, så der er masser af minder at tage fra.
Både de gode, som fyldte mest gennem ca. 20 af årene under Sir Alex Ferguson. Men også de knap så gode, der desværre har fyldt mest siden skottens farvel i 2013.
Alligevel stod jeg for et år siden og havde aldrig besøgt Old Trafford. Det skulle være løgn, tænkte jeg, og så gav jeg mig selv fire billetter i 40-års fødselsdagsgave og tog af sted i påsken 2025 med mine to børn og deres mor.
Målet var en hjemmekamp mod Wolves, der endte som et gabende kedeligt nederlag på 0-1, dog i glimrende solskinsvejr. Og så var den da også historisk med fire danskere på banen i samme kamp for United. For første og hidtil eneste gang i historien. Det kan måske også noget.
Mit bedste og største United-minde stammer dog ikke fra denne kamp. I stedet kom det tre dage før.
Bonuskamp i Europa League
Oprindeligt skulle Wolves-kampen spilles lørdag, men den blev rykket til søndag, påskedag, da United i marts måned slog Real Sociedad og dermed skulle spille returkamp på hjemmebane mod Lyon skærtorsdag den 17. april.
Her var det muligt for mig at købe billetter, men min første tanke var, at det ikke kunne lade sig gøre, da vi først landede i Manchesters lufthavn torsdag aften.
Jeg begyndte dog at regne på det, og med en times tidsforskel kunne det faktisk godt lade sig gøre, hvis jeg tog alene på stadion, direkte fra lufthavnen, mens de tre andre tog til hotellet og sørgede for at tjekke ind.
Sådan blev det, og dermed kunne jeg indfinde mig på Scoreboard End-tribunen bag det ene mål, hvor jeg fandt min plads ca. ti minutter efter kampstart.
Forsinkelsen skyldtes, at der ved indgangen var en lang kø, som blev indsluset utrolig langsomt. Hvis ikke det var sket, havde jeg faktisk nået at se starten af kampen og den tifo, der var annonceret.
Cruise control og god stemning
Kampen er nok i nogenlunde frisk erindring hos de fleste United-fans, men hvis ikke, så havde United altså fået 2-2 i den første kamp i Frankrig.
Da jeg kom op på tribunen i det 10. minut, så jeg, at Alejandro Garnacho havde bolden i højre side af feltet nede foran Stretford End, det vil sige i den modsatte ende af, hvor jeg stod. Argentineren lagde bolden på tværs til Manuel Ugarte, der sendte United i front.
En drømmestart for United og sikke en start på min egen personlige Old Trafford-debut. Selvom jeg i første omgang troede, det var Diogo Dalot, der scorede målet.
Det gjorde han til gengæld senere, efter Bruno Fernandes i øvrigt også havde ramt overliggeren. Det så godt ud for United, og der var en suveræn stemning i pausen.
Selvom der på banen ikke havde været antydningen af, at Lyon skulle kunne true Uniteds avancement, kendte jeg dog kun al for godt til Uniteds skrøbeligheder. Fundamentet var ikke stærkere, end at et enkelt mål ville kunne ryste hele holdet.
Det fik mig også til at skrive dette til de øvrige frivillige på OldTrafford.dk inde i vores tråd på messenger:
– God pausestemning på Old Trafford. Nu må de satme ikke smide den!
Nedturen
Min uro blev desværre bekræftet i den anden halvleg, der fulgte. Lyon fik scoret to gange, og United mistede fuldstændig grebet om kampen.
I den forlængede spilletid gik det endnu værre. Rayan Cherki gjorde det til 3-2, og efter et boldtab af Leny Yoro begik Luke Shaw et klodset straffespark, som Alexandre Lacazette eksekverede, mens Andre Onana som altid sprang den forkerte vej.
Folk omkring mig var rasende. Tusindvis af sæder klappede op på samme tid, og folk forlod tribunen i hobetal. De fleste gik vel også helt ud af stadion, hvilket de med garanti fortrød efterfølgende.
Larmen fra sæderne var nærmest demonstrativ og virkede som en protest mod det, vi var vidne til. Og derefter blev der stille. Helt stille.
Nu var det ikke sådan, at jeg havde været blæst væk af lyden under kampen. Det havde ærlig talt været lidt skuffende, og Lyon-fansene havde med afstand været de mest højlydte.
Men nu var der altså helt dødt i United-lejren. Mismodet ramte da også mig. Men nu var jeg her jo, for første gang i mine over 30 år som United-fan.
Derfor overvejede jeg heller ikke på noget tidspunkt at forlade min plads før tid. Selvom det da så temmelig sort ud.
Et historisk comeback
I anden halvleg af den forlængede spilletid angreb United ned mod den tribune, jeg befandt mig på. Her følte jeg og en masse fans omkring mig, at United og Casemiro blev snydt for et straffespark. Heldigvis blev det efterfølgende givet af VAR, og pludselig vågnede Old Trafford igen med reduceringen af Bruno Fernandes.
Efter 120 minutters spil kom forløsningen. Casemiro var igen involveret med afleveringen til Kobbie Mainoo, der trak ind i banen og lagde den køligt over i modsatte side af målet.
Nu stod den 4-4 og 6-6 i det samlede regnskab. Taget løftede sig nærmest, tribunerne eksloderede, og jeg faldt om halsen på de omkringstående fans, der heller ikke kunne være i sig selv. Lige så stille, der havde været øjeblikket før, ligeså levende var stadion nu. En voldsom kontrast, som er svær at beskrive.
Det virkede også som om, stadion nærmest lovede, at United ville score igen. Det var der for det første også tid til, efter Lyon havde trukket tiden i stor stil. Keeperen Lucas Perri havde i særdeleshed været et frustrerende bekendtskab i forhold til tidsudtrækning undervejs.
For det andet var det dog også NØDVENDIGT for United at score igen, da André Onana ved flere lejligheder har vist, at han ikke er dygtig til at redde straffespark.
Der skulle også kun gå omkring et minut, før Old Trafford holdt, hvad det lovede. Lyon var presset og smed hurtigt bolden væk, og så kunne Casemiro for tredje gang sørge for en United-scoring med et fremragende indlæg til Harry Maguire.
Taget havde godt nok løftet sig allerede ved udligningen, men her holdt vi os alligevel lidt tilbage, da chancen for at vinde i straffespark var minimal. Men ved 5-4 og 7-6 samlet var der ingen hæmninger tilbage. Der blev råbt, skreget, sunget, og begrebet heksekedel gav pludselig mening. Sådan havde det BESTEMT ikke været i resten af kampen.
Jeg tror, der var lagt fem minutter til, delvist grundet Lyons tidsudtrækning. Det kom nu gæsterne til gode, og minutterne føltes meget lange. Men United holdt stand, og et historisk comeback sikrede, at United gik videre til semifinalen.
Can you believe it?
Det havde været fint at være alene af sted. Jeg havde set kampen og snakket lidt med ham, der sad ved siden af. Han var i øvrigt ikke fan af Rasmus Højlund, som fik en masse hårde ord med på vejen.
Men efter kampen var det pludselig underligt at være der selv. Jeg stod og sang med på “Glory, glory, Man United” og optog også en lille film på min telefon. Herefter genbesøgte jeg OldTrafford.dk’s messengertråd for at finde nogle at dele min oplevelse med.
Da jeg så mig omkring, opdagede jeg, at jeg ikke var den eneste med det behov. Andre kiggede også rundt og søgte kontakt med hinanden.
– Can you believe it, var der en fan, der råbte til mig. Det kunne jeg vel næsten ikke, måtte jeg fortælle, og sådan fik jeg hurtigt syv eller otte små interaktioner med andre fans, der som mig også søgte nogle at dele deres oplevelse med. En surrealistisk oplevelse og et bevis på, hvordan fodbold kan skabe samhørighed mellem fremmede.
Vi sang også “United are going to Bilbao”-sangen, som også blev nævnt i 12. decembers låge.
Ude på trapperne fortalte jeg en person, at det var min Old Trafford-debut. Det fik ham til at grine, og jeg måtte love at give ham besked, næste gang jeg kom på stadion. Underforstået, at det i så fald måtte blive en lige så seværdig kamp.
Det blev det ikke. Da jeg havde mine børn og deres mor med derhen om søndagen mod Wolves, levede det på ingen måde op til torsdagens oplevelse, der stadig sad i mig. Det var dog ikke så overraskende, da Ruben Amorim tydeligt nedprioriterede ligakampen og eksempelvis startede med Bruno Fernandes på bænken.
Derfor kunne jeg også kun glæde mig over, at jeg endte med at få torsdagskampen med som bonus. I hvert fald for mit eget vedkommende. For min United-gale søn, der var syv år på det tidspunkt (foto), blev det nemlig en skuffende Old Trafford-debut. Det må så bare resultere i, at vi er nødt til snart at tage derover igen.