Foto: Zohaib Alam – MUFC/Manchester United via Getty Images
Manchester Uniteds U18-hold har kvalificeret sig til FA Youth Cup-finalen, men det har ikke været let.
I fjerde runde mod Derby og i semifinalen mod Crystal Palace skulle de bruge 120 minutter for at vinde.
Derudover var de bagud 2-1 i kvartfinalen mod Sunderland indtil det 70. minut. Her vendte United kampen på hovedet med to mål på seks minutter af Chido Obi og Nathaniel-Junior Brown.
Manchester Citys vej til finalen har været mere ligetil. De vandt 3-1 i deres første kamp mod Fulham. Siden er det blevet til 3-målssejre i samtlige opgør. 5-2 over Arsenal. 4-1 over Chelsea. 3-0 over Everton. I semifinalen gjorde de sågar også kort proces med 4-1 over Blackburn.
Dette afspejler også, at City har været det bedste hold i U18-ligaen i denne sæson.
De har vundet rækken med fire points ned til United på 2. pladsen. Her er det også værd at bemærke, at de har scoret hele 96 mål i 26 ligakampe i denne sæson. Til sammenligning har United kun scoret 65 og har haltet efter City hele sæsonen.
Dette har dog også været en naturlig følge af, at stort set hele sidste års U18-trup er rykket op på U21-holdet eller er blevet udlejet. Imens har profiler som Amir Ibragimov og Jim Thwaites været ude med langvarige skader, mens det altså er en 15-årig, der i høj grad har båret holdet på sine skuldre.
Profilerne
Hos United er der flere spillere, der har gjort sig positivt bemærket.
Tyske Noah Ajayi fik sit helt store gennembrud på holdet i februar og marts, hvor han pludselig scorede seks mål i fem kampe. Efter kun at have scoret et enkelt før det. Venstrekanten sluttede også godt af i U18-ligaen med to mål og en assist i 3-1 sejren over Stoke City.
Chido Obi er også værd at nævne. I ligasammenhæng har han oftest spillet med U21-holdet i sæsonen. Her blev det blandt andet til fire mål i samme kamp mod Leicester. Adam Lawrences hold er lige nu i slutspil i Premier League 2.
Her har Obi spillet en stor rolle i at få dem i finalen, da han har scoret fire mål i tre kampe i slutspillet. Heraf to mod Manchester Citys U21-hold i semifinalen. Selvom han mest har spillet med U21-holdet, er det typisk ham, der starter i front, når det gælder FA Youth Cup. Et tegn på, at det er den vigtigste og højst prioriterede af ungdomsturneringerne.
Så er der selvfølgelig også JJ Gabriel, der nok er den mest hypede ungdomsspiller i engelsk fodbold lige nu. Med 28 sæsonmål har han da også noget at have det i. Derfor træner han også ofte med førsteholdet, selvom han stadig kun er 15 år.
Manchester City er dog heller uden talentmasse. Og de har faktisk en spiller, 16-årige Teddie Lamb, som har scoret endnu flere ligamål end Uniteds stjernefrø. Lamb har scoret 25 i U18-ligaen. Gabriel har scoret 23. Resten er kommet i FA Youth Cup og U18 Premier League Cup.
18-årige Christian Dunbar-McDonald er en kantspiller med 17 mål i 20 kampe for U18-holdet, selvom han ikke nødvendigvis er en starter.
Sammen med ham og Lamb har Ryan McAidoo, Reigan Heskey, Xavier Parker, Tyrone Samba og Floyd Samba alle scoret minimum to gange i FA Youth Cup-turneringen inden finalen. Målene kan altså komme mange steder fra.
Trænerne
Manchester Uniteds U18-træner er et velkendt navn. Darren Fletcher har selv spillet 342 førsteholdskampe for klubben, og så har han også både været U16-træner, assistenttræner og midlertidig træner for førsteholdet og endda også teknisk direktør.
Imens er Manchester Citys U18-hold trænet af tyske Oliver Reiß, der i 2024 fik ansvaret for holdet efter syv år i spidsen for forskellige ungdomshold i Hertha Berlin.
Manchester Evening News skrev i 2024, at han var et ‘taktisk geni’ og én af de dygtigste ungdomstrænere i topfodbold.
Som spiller fik han ikke nogen storslået karriere. Han blev derfor træner allerede som 24-årig efter en kort karriere i klubber som Nordberliner SC og WSC Concordia.
Historien
Manchester United er den mest vindende klub i FA Youth Cups historie. Det startede med fem trofæer i træk i 1950’erne, og siden har man vundet i 1964 med blandt andre George Best, i 1992, i 1995, i 2003, 2011 og senest i 2022 med blandt andre Kobbie Mainoo på holdet.
Derudover har man også været i finalen og tabt. Det skete i 1982, 1986, 1993 og 2007.
Her synes Manchester Citys historie at være lidt omvendt. De har faktisk været i finalen hele 13 gange, kun to færre end United.
Men her har de kun vundet fire, senest i 2024, mens de har måttet nøjes med sølv hele ni gange. Senest i 2025. Det er dermed også tredje år i træk, de når finalen i den vigtigste af de turneringer, som U18-holdene deltager i.
Det gik også Citys vej i den eneste FA Youth Cup-finale, hvor de to klubber har mødt hinanden. Det skete i 1986, hvor finalen blev spillet over to kampe. United fik godt nok 1-1 på Old Trafford i det første opgør. Til gengæld tabte Eric Harrisons tropper 2-0 i den anden kamp på Maine Road.
Stadion
Mens det ikke altid er tilfældet, er det dog kutyme, at finalen spilles på et Premier League-stadion. Sådan har det været de sidste fem år, og det er også normen, når man kigger længere tilbage.
I 2022 blev finalen eksempelvis spillet foran 67000 tilskuere på Old Trafford, da United vandt 3-1 over Nottingham Forest.
I år er det Manchester City, der er udpeget som vært. De har dog ikke tænkt sig at bruge Etihad til formålet, da et nyt tribuneafsnit er ved at være klar til at skulle indvies til deres næste hjemmekamp i Premier League.
Derfor har de flyttet kampen til det noget mindre Joie Stadium, hvor der kun er plads til ca. 7000 tilskuere i alt. United har forsøgt at få kampen til Old Trafford, men det har City ikke accepteret.
Michael Carrick er én af flere, der har udtrykt sin skuffelse over beslutningen.
Indbyrdes
Manchester Citys U18-hold har en klar overhånd, hvilket de seneste syv sæsoner i Premier League North også viser. Her har de vundet ligaen seks gange og har kun måttet tage til takke med andenpladsen én gang, da United vandt i 2023/24.
De seneste to sæsoner er det så United, der har måttet nøjes med at være nummer to efter City. Det betyder dog ikke, at man altid er underlegen i forhold til naboerne.
I holdenes seneste otte indbyrdes kampe er det blevet til fire sejre til hver. Her er det også lidt pudsigt, at seks af sejrene er gået til det hold, der var på udebane den pågælgende dag.
Hvis denne tendens fortsætter, er det ikke så tosset i forhold til kampen på torsdag.
Deres seneste indbyrdes kamp var den 14. februar på Citys hjemmebane. Her vandt United 1-3 efter mål af JJ Gabriel, Chido Obi og Jim Thwaites. Tyrone Samba scorede for værterne til 1-2 efter 85 minutter.
Tidspunkt og mulighed for at se kampen
Kampen spilles kl. 20 dansk tid og kan ikke ses på MUTV, da TNT Sports 1 har rettighederne til at vise kampen.
MUTV laver dog en radiospeak med Liam Bradford og Ben Thornley – én af vinderne fra 1992 – som kommentatorer.
Holdets tidligere FA Youth Cup-kampe er tillige blevet livestreamet på youtube. Det er pt uvist, om det er muligt at se finalen på den måde.
Forventede startopstillinger
United 4-2-3-1: Cameron Byrne-Hughes; Yuel Helafu, Albert Mills, Daniel Armer (C), Godwill Kukonki; Rafe McCormack, Jim Thwaites; Nathaniel-Junior Brown, JJ Gabriel, Noah Ajayi; Chido Obi.
City 4-3-3: Max Hudson; Dante Headley, Leke Drake, Kaden Braithwaite (C), Oliver Tevenan; Harrison Miles, Floyd Samba, Tyrone Samba; Ryan McAidoo, Teddie Lamb, Reigan Heskey.




