Søndag middag faldt jeg over en ekstraordinær udtalelse fra tidligere topdommer, Mike Dean, som vi lavede til en nyhed på her på OldTrafford.dk, om det manglende straffespark til Amad i fredagens kamp mod Bournemouth.
Det ekstraordinære i hans udtalelser er ikke, at han forsvarer dommer Stuart Atwells – og VAR-rummets – beslutning om ikke at give straffesparket. Rent objektivt set forstår jeg også godt, at man ikke brød ind, hvis jeg skal være helt ærlig.
Men dette citat er meget problematisk for det principielle i hele vores tillid til VAR-systemet:
– Jeg forstår, at United har indgivet en klage, men det må man også spore tilbage, fordi de har haft nogle kendelser i deres favør i år, som gik på dommerens kald.
VAR skal være objektivt
Først og fremmest skal jeg lige understrege noget.
Denne kommentar handler ikke om, hvorvidt der var straffespark til Amad, eller om Manchester United har fået kendelser deres vej i løbet af sæsonen. Det er der folk – nok Mike Dean inklusive – som er mere kvalificerede til at dømme end jeg selv.
I stedet handler det nærmere om, at Mike Dean sår tvivl om VAR’s objektivitet. Og den tvivl må aldrig komme.
VAR er implementeret under nogle klare retningslinjer fra IFAB (International Football Association Board), hvor det fastslås, at “hver situation skal vurderes isoleret og kun korrigeres ved klare og åbenlyse fejl”.
Der findes ingen hjemmel for at inddrage historiske kendelser, og derfor vil bevidst brug af sådanne overvejelser være et brud på rammerne og dermed også reglerne.
Lad os lege med tanken om, at der er to identiske forseelser (det findes næppe 100 procent, men bare for forståelsens skyld). Hvis de pludselig vurderes forskelligt af VAR, fordi det ene hold “har fået mere med sig end det andet”, så ophører VAR med at være objektiv, som vi ellers var blevet lovet, at det var.
Undergraver systemets formål
Det er i øvrigt ikke sikkert, at der skete et regelbrud fredag aften, men Deans kommentarer insinuerer kraftigt, at man i VAR-vognen kan finde på at inddrage historik til bedømmelse af enkelte og isolerede situationer.
Og Dean ved præcis, hvad han snakker om. Efter han i 2022 lagde støvlerne på hylden, satte han sig i en enkelt sæson ind i VAR-vognen og dømte en sæson i Premier League.
Når Dean fortæller, at man må tage in mente, at et hold har en given historik, når man vurderer kampafgørende kendelser, kan det sandsynligvis indikere, at Dean har gjort brug af netop denne bias, når han har truffet kampafgørende beslutninger i VAR-vognen.
Og så kan det nok også indikere, at det er et argument, der bliver brugt den dag i dag under VAR-beslutninger. Ellers havde han jo for pokker ikke bragt det argument i spil hos Sky Sports.
Og argumentet er problematisk. Det undergraver nemlig VAR’s formål.
Da vi for første gang stiftede bekendtskab med teknologien i 2018 var det for at minimere bias og menneskelige fejl (som vi skal huske på, at dommere på banen begår).
Men hvis historik – og dermed bias – sniger sig ind i VAR-dommernes vurdereinger, så flytter det blot problemet. Systemet skaber i så fald den samme subjektivitet, som det var skabt for at reducere. Altså:
Hvis det, Dean siger, er retvisende for Premier Leagues brug af VAR, bliver VAR ikke et værktøj, som korrigerer fejl og bias, men i stedet subjektivitetens forlængede arm.
Det er problematisk. Der er milliarder på milliarder på milliarder på spil hver eneste uge i Premier League, og det er da også blandt andet derfor, at man indførte det i første omgang – netop for at reducere fejl og tilfældigheder.
Det kan vi ikke længere regne med. Ikke hvis Deans ord står til troende.
Et brud på tilliden
Hvis der opstår en udbredt opfattelse af, at dommerkendelser udligner sig over en sæson, vil afgørelser fremstå tilfældige.
Selv hvis intentionen er at skabe balance, vil resultatet være det modsatte: en erosion af troværdighed. I sport er perception næsten lige så vigtig som praksis, og mistanke alene kan være nok til at skade legitimitet og tillid.
Hvis vi først accepterer, at historik kan påvirke vurderingerne, så åbner vi også for en lang række andre subjektive hensyn.
Lad os huske på, at det er meningen, at hver kendelse skal vurderes isoleret i den enkelte situation. Det er i hvert fald meningen.
Skal VAR så pludselig give færre straffespark og røde kort, fordi det er i en Champions League-finale? Skal VAR bukke under på publikums pres? Skal VAR korrigere for, at en træner har brokket sig over, at et givent hold har fået for mange kendelser med sig? Jamen, hvor stopper det så?
Derfor er princippet om den isolerede hændelse så centralt, for det fungerer som en barriere mod tilfældighederne. Og derfor handler denne kommentar ikke om, hvorvidt VAR ramte rigtigt eller ej i Amads tilfælde, men i stedet om, hvorvidt vi fremover kan regne med VAR som et objektivt værktøj til at korrigere menneskelige fejl.