Manchester United fik en mareridtsstart på søndagens opgør mod Aston Villa, da gæsterne bragte sig foran 2-0 efter blot fire minutter.
Først sendte Alysson bolden mellem benene på Senne Lammens, inden den belgiske målmand kort efter gav en returbold, som Nicolas Jackson udnyttede.
Det fik de tidligere United-spillere Roy Keane og Ashley Young til at rette kritik mod målmanden.
– Målmanden kommer ikke godt ud af det her. Siden den fejl, han begik ved VM, har han ikke set ud som i sidste sæson, siger Young på Sky Sports ifølge Manchester Evening News.
Den tidligere United-spiller mener dog ikke, at Lammens alene bærer ansvaret for Villas første scoring.
– Ved målet skal Diogo Dalot forsvare sit mål. Han skal glide ned og blokere. Han skal glide ned, men han går ind med den modsatte fod, forklarer Young.
Roy Keane er heller ikke imponeret over Lammens’ indsats ved gæsternes scoringer.
– Målmanden skal gøre det bedre, lyder det fra den tidligere United-anfører.
Keane mener blandt andet, at belgieren burde have håndteret situationen ved Villas anden scoring bedre, hvor Lammens sendte bolden direkte ud til Jackson.
Trods den katastrofale indledning lykkedes det United at kæmpe sig tilbage i kampen med scoringer fra Bruno Fernandes og Youri Tielemans inden pausen.
Keane fremhævede efterfølgende Uniteds reaktion og særligt spillernes løbearbejde.
– Det er ikke tilfældigt, at de har toppet alle løbestatistikker, siden de kom bagud 2-0. Når folk siger, at det ikke er så vigtigt, er det noget vrøvl, siger Keane.
Den tidligere United-anfører understregede dog, at der fortsat var problemer defensivt.
– De jagter modstanderne og får belønningen for det. Men de er stadig åbne bagtil.
United endte med at indkassere yderligere to mål i anden halvleg, inden Joshua Zirkzee og Patrick Dorgu med hver sin scoring i overtiden sikrede The Red Devils et point i det dramatiske 4-4-opgør.




