Kommentar: En uværdig afsked

Carricks fyring udpensler endnu engang det rædselsregime, som INEOS leder Manchester United under, mener OldTrafford.dks redaktør.

Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Michael Carrick er nu fortid i Manchester United.

Det er ikke overraskende. Det er nærmere ganske fortjent.

Manchester United har vel aldrig set så dårlige ud, som de har i denne sæson, og når man ligger under stregen ved sæsonens anden (!) landskampspause, er det ganske naturligt, at nogen må tage en voksen beslutning og få gjort noget ved problemet.

Det skete så torsdag morgen, hvor Michael Carrick ifølge The Athletic blev informeret af administrerende direktør Omar Berrada om, at han og hans trænerstab er blevet fyret.

Fejer en klublegende under gulvet
Vi skal ikke glemme, hvem Michael Carrick er.

Han er ikke en ligegyldig træner, der kommer fra andre steder og smækker døren bag sig.

Han er United-mand. Først og fremmest. Endda en United-legende.

Han var en midtbanespiller så dygtig, at Manchester United stadig ikke har formået at erstatte ham.

Når han var skadet, tog han i udebaneafsnittet og startede startsange.

Og da United havde brug for ham som træner, gjorde han sit allerbedste for at tage sig af dem. Både i 2021 som midlertidig træner og i 2026 som både midlertidig og permanent træner.

Det er jo ikke engang, fordi det gik dårligt. Kun til sidst. Foråret 2026 var så godt, at Manchester United kunne være blevet engelsk mester med hans pointsnit.

Denne kommentar handler ikke om, at Carrick ikke burde fyres, men måden, det skete på.

Officielt: Carrick færdig i United

Uværdigt
Rygterne har floreret i ugevis om, at Manchester United har sonderet markedet for en ny træner.

Det er som sådan ikke så underligt, at den sportslige ledelse i en fodboldklub har en skyggeliste over trænere, de godt kunne ønske sig, hvis de ikke skulle have deres nuværende. Særligt, når det går dårligt.

Men de seneste dage, siden comebacket mod Aston Villa, har været ganske særlige.

Mandag aften kom nyheden fra The Athletic om, at det var forventet, at Uniteds ledelse ville fyre ham. Men nu er det torsdag.

I mellemtiden har Manchester Uniteds førsteholdstrup gennemgået træningspas både tirsdag og onsdag, og hvem er det, der har stået i spidsen? Det har Michael Carrick jo naturligvis.

Det er sket, mens hele verden har vidst, at Manchester United har tænkt sig at fyre ham, så snart man har en aftale med Mauricio Pochettino på plads.

Der er personer, der ikke ville acceptere et sådant forløb. Men det gør Michael Carrick, for han er bundprofessionel ind til benet og passer blot sit arbejde, til han ikke har det længere.

Nu er han blevet fyret, og i pressemeddelelsen, der er kommet, har Michael Carrick eller Uniteds fans end ikke fået et eneste citat om årsagen fra Jason Wilcox eller Omar Berrada, ligesom det i øvrigt var tilfældet, da man for ti måneder og seks dage siden fyrede Ruben Amorim uden en eneste kommentar.

Sig dog noget, I kujoner. Stå til ansvar.

Worst in class. Foto: Annabel Lee-Ellis/PA Images via Getty Images PA Images via Getty Images

INEOS på porten
Carricks fyring er endnu et kapitel af dårlige beslutninger, INEOS har truffet, men måden, de har håndteret Carrick/Pochettino-sagen er under al kritik.

Hvis I vil skifte cheftræner, så fyr ham. I skal ikke holde ham for nar foran hele fodboldverdenen. Så må I ansætte en træner bagefter. Alle ved alligevel, at I kommer til at fyre ham, så I kan ikke smide kortet med, at det ødelægger jeres forhandlingsposition.

INEOS med Sir Jim Ratcliffe i spidsen med hans to kompagnoner Omar Berrada og Jason Wilcox har om muligt været større gift for klubben end Glazer-familien. Vi troede, det ville være positivt at få minoritetsejere ind, som ville det bedste for klubben.

Men nu har de fyret tre trænere på to år, og det synes urealistisk, at de nogensinde kommer til at mærke konsekvenserne af deres inkompetence. Det gør kun Uniteds fans. Udtrykket best in class kan rende mig.

I kunne passende sande, at I ikke er jeres opgave værdig til at styre et topfodboldhold, ligesom I heller ikke kan finde ud af at drive Nice, Lausanne-Sport (som I er ved at sælge) eller sågar cykelholdet Netcompany INEOS, som også sejler.

Hvis Sir Jim Ratcliffe, livslang Manchester United-fan og indehaver af vilde løfter til klubbens fans, virkelig mener, at han vil det bedste for klubben, burde han tage sit tøj og gå. Det samme burde Glazer-familien naturligvis også, omend ingen dog forventer, at de har gode intentioner, når det gælder noget som helst.

Nu er en klubmand røget på allerpinligste vis, og der er vel ingen, der forventer, at Mauricio Pochettino får succes. Ikke fordi han ikke er en dygtig manager, men fordi rædselsregimet, som han skal arbejde under, giver umulige forudsætninger.

Man forstår godt, hvis mange fans har mistet tålmodigheden og kærligheden til Manchester United. Ikke på grund af manglende sportslig succes, men på grund af manglende sjæl.

Skriv et svar
Forrige artikel

Officielt: Carrick færdig i United

ANNONCE