Analyse: Hvilke taktiske justeringer forsøgte Amorim allerede at implementere mod Ipswich?

Hvor meget kan en ny træner nå at ændre på et par dage? Faktisk en hel del. Det beviste Rúben Amorim i søndagens kamp mod Ipswich, der endte 1-1. Her er OldTrafford.dk’s taktiske analyse af Amorims første kamp som United-cheftræner.

(Richard Pelham/Getty Images)

To træninger.

Så meget tid fik Rúben Amorim på banen på Carrington med en samlet Manchester United-trup, inden han skulle sende sit mandskab i kamp for første gang.

Det skete i søndags, hvor de røde djævle gæstede oprykkerne fra Ipswich Town med Kieran McKenna i spidsen.

Amorim havde på forhånd udtalt, at det ville være utopi at tro, at han kunne lave store banebrydende ændringer, i den korte tid han havde til at forberede holdet.

Men omvendt fastslog han også, at man allerede til søndagens opgør på Portman Road ville se et forandret United-mandskab.

Det løfte overholdt klubbens nye cheftræner, da han sendte sine spillere på banen i en ny formation – i hvert fald for spillerne. Der var systemskifte fra dag ét, og United stillede op i Amorims vante 3-4-2-1-formation.

Kontrol, trebackkæde og indvendige kanter: Her er Amorims taktiske principper

Men hvilke andre justeringer – foruden formationen – har Amorim forsøgt at implementere? På baggrund af søndagens kamp vil jeg fremhæve to ændringer, som man allerede nu kan identificere i Uniteds spil.

Det er i øvrigt to af de samme pointer, jeg forsøger at fremføre i ugens podcast-episode. Det afsnit vil jeg naturligvis anbefale, at man også lytter til.

3-4-2-1 bliver til 3-4-2-2

Den skarpe læser observerer, at 3+4+2+1 giver 10, mens 3+4+2+2 giver 11. Det er hele pointen.

Amorim har allerede implementeret, hvordan han vil have, at United spiller bolden ud fra eget mål, hvis modstanderholdet ønsker at presse højt. Og her indgår Onana, og det skaber uundgåeligt et rødt overtal et eller andet sted på banen.

Matthijs de Ligt, der var den midterste stopper i trebackkæden, lagde sig op i forrummet sammen med Casemiro, og Onana overtog de Ligts plads i trebackkæden. Det skubbede Eriksen frem, og han kom til at befinde sig på linje med Bruno.

Opstillingen i det dybe fase 1-spil kom derfor til at se således ud:

Mazraoui – Onana – Evans
Amad – Casemiro – de Ligt – Dalot
Eriksen – Bruno
Rashford – Garnacho

Eriksen, Bruno, Rashford og Garnacho skal kunne veksle i deres positioneringer, så der er både er nogen, der søger mellemrummet, og nogen der truer dybt og bredt.

Og netop dette opspil gav pote efter 80 sekunder af kampen, da Amad kom fri i højre side, og serverede den for fødderne af Rashford.

Bolden bliver vendt nede i trebackkæden, og der opstår nok plads til, at Amad kan bliver retvendt i højre side af banen.

Det naturlige overtal, Onanas involvering skaber, efterlader Bruno umarkeret. Bruno tvinger Ipswichs venstre centrale stopper til at gå i pres på ham, og dermed er hele Ipswich Towns venstre forsvarsside overspillet med en simpel et-to-kombination mellem Amad og Bruno.

Resten af forarbejdet til målet er bare verdensklasse af Amad.

Det vil altså ofte være på wingbacken, at spillet skal sættes fra, hvis modstanderholdet går så højt. Her er det afgørende, at Uniteds spillere på den position er i stand til at træffe den rigtige beslutning med bolden, præcis som Amad gør i situationen.

Hvis wingbackens modspiller eksempelvis dækker af indvendigt, er der plads til, at wingbacken selv kan drive bolden frem langs sidelinjen. Det havde Dalot succes med i kampens indledning.

I det ovenstående eksempel er de Ligt ikke en særlig aktiv del af opspillet. Men hans rolle kan faktisk være utrolig brugbar til at spille sig ud af det høje pres.

Ipswich forsøgte at tvinge United til at spille bolden ud via Evans i venstre side ved at lukke Mazraoui af. Men ved hjælp af de Ligts rolle i denne spilsekvens, kan man selv tage kontrollen tilbage.

I første omgang er de Ligt ikke spilbar for Onana.

Men på det helt rigtige tidspunkt træder han frem i lommen og skaber en trekant mellem ham, Onana og Mazraoui.

De Ligt skal spille med ryggen til målet og ikke forsøge at vende. Han skal udelukkende agere bande og spille bolden første gang ud i en vinkel til Mazraoui.

Det gør han, og United har nu mulighed for at spille bolden frem i højre side.

Dette opspilsmønster har jeg også berørt i nedenstående taktiske analyse af Amorims principper.

Kontrol, trebackkæde og indvendige kanter: Her er Amorims taktiske principper

United skal tage bedre vare på bolden

Manchester Uniteds fase 1 mod Ipswichs høje pres fungerede rigtig godt i de ovenstående eksempler. I andre sekvenser fra kampen lykkedes det ikke. Det skyldtes både, at Ipswich var godt indstillet, men det var også et resultat af dårlige og utålmodige beslutninger af United-spillerne.

Amorim påpegede også efter kampen, at de ikke bevarede bolden i lige så høj grad, som han ønsker.

Jeg har fundet to eksempler på situationer, hvor jeg tror, at Amorim var ved at gå ud af sit ellers ualmindelige gode skind, fordi boldbehandlingen var alt for skødesløs.

Her vælger Dalot, relativt upresset, at forsøge sig med en vinderbold i dybden til Rashford. Han skulle naturligvis have spillet den tilbage til Evans, så United kunne køre bagspil, indtil en langt mere sikker åbning fremme i banen viste sig.

I nedenstående eksempel slår Onana bolden højt til duel på Rashford. Det er en duel, Rashford taber 10 ud af 10 gange. Amorim vil helt sikkert kræve, at Onana i denne situation tør at give Mazraoui bolden, selvom marokkaneren vil blive sat prompte under pres. Men de to yderstopper skal være så boldsikre og presresistente, at de kan håndtere det.

Det handler om at bevare kontrollen. De høje og dybe bolde overlader for meget til tilfældighederne.

Kan Amorim lære de gamle hunde nye kunster?

Det andet eksempel på en taktisk ændring, Amorim har foretaget, er i spillet uden bold. Her er der fortsat plads til forbedringer, for at sige det mildt.

I Amorims system skal de to centrale midtbanespillere være langt mindre optagede af, hvad der sker i ryggen af dem, end de har været vant til tidligere.

Nu har de nemlig en trebackkæde bag dem, der skal lukke ned for rummet mellem forsvaret og midtbanen.

Casemiro og Eriksen – som dannede midtbaneduo i søndags – skal skubbe op på modstandersholdets bagerste midtbanespillere. De skal stole på, at Evans og Mazraoui ligeledes går med i presset og tager sig af de spillere, der søger ind i mellemrummet.

Det er derfor også livsnødvendigt, at de to yderste stoppere tør træde op i presset.

Der var både situationer, hvor midtbanen ikke stolede på, at bagkæden samlede mellemrumsspillerne op, men der var omvendt også situationer, hvor forsvarsspillerne ikke turde træde ud af kæden og op i presset.

Og det var særligt de to meget rutinerede kræfter i form af Casemiro og Evans, der havde svært ved at omstille sig.

Her er to situationer fra kampen.

I dette eksempel træffer Casemiro en forkert beslutning. Han er for optaget af Hutchinson og forsøger at dække hans løb. Men Evans har faktisk styr på den livlige kantspiller.

Det resulterer derfor i, at både Casemiro og Evans dækker samme mand, og Morsy bliver fri centralt i banen og kan vende med bolden.

Hutchinson var generelt et kæmpe problem for United. Ikke kun på grund af målet, men også fordi han konstant skabte tvivlsituationer for Casemiro og Evans.

I nedenstående sekvens står Casemiro rigtigt placeret og er klar til at gå i pres på Morsy (nummer 5), hvis han modtager bolden. Men Hutchinson står fuldstændig umarkeret bag Casemiro, da Evans ikke skubber ud af bagkæden i tide.

Evans opdager det for sent, og den 21-årige kantspiller, der senere også bliver målscorer i kampen, får alt for meget tid og plads til at vende.

Så det gør han, og hele Uniteds pres bliver overspillet.

Som yderste stopper SKAL Evans turde at gå i pres. Konsekvensen af dette er, at Casemiro vil komme i tvivl, næste gang han står i en lignende situation. Og tvivl er det rene gift, hvis du vil presse højt.

Jamie Carragher fremhæver faktisk lignende situationer og analyserer meget præcist og forståeligt i Monday Night Football på Sky Sports, hvad Amorim forlanger i presspillet.

Det skal gøre ondt, før det gør godt

På en lille uge og med kun to træninger med en samlet spilletrup har Amorim allerede formået at skabe tydelige og genkendelige strukturer i spillet.

Alt sad åbenlyst ikke i skabet, men det vigtige er, at man allerede nu kan se, hvad han ønsker fra sine spillere. Der mangler naturligvis meget i selve eksekveringen.

Hvis Amorim allerede kan ændre så meget på to dage, så glæder jeg mig til at se, hvor langt han kan rykke holdet på 100 dage.

Men det skal gøre ondt, før det gør godt. Det ved Amorim. Så det kan tage lang tid, før frugterne af det arbejde, Amorim allerede har påbegyndt, kan høstes.

Skriv et svar
Previous Article

Nye ansættelser i akademiet

Next Article

Pressemøde før Bodø/Glimt-kamp: »Det bliver svært for mig, men det bliver hårdere for spillerne«

ANNONCE