Kontrol, trebackkæde og indvendige kanter: Her er Amorims taktiske principper

(Octavio Passos/Getty Images)

Rúben Amorims trænerkarriere er næsten lige startet, men den kun 39-årige portugiser har netop sikret sig et af verdens største og mest prestigefulde jobs på rekordtid.

Officielt: Amorim er ny cheftræner

En større adresse har længe været uundgåeligt for Amorim og efter samtaler med både West Ham og Liverpool i sommer, er han nu endt i Manchester United – som den yngste manager og cheftræner nogensinde.

Og det er ikke tilfældigt. Rúben Amorims spillestil er både bemærkelsesværdig og effektiv. Og den har gjort Sporting til et mesterhold igen.

Uforløst på banen, ustoppelig på sidelinjen: Et portræt af Rúben Amorim

Skal Manchester United nu til at spille med en trebackkæde?

Det første, der for de fleste springer i øjnene, når man begynder at studere Amorims taktiske principper, er formationen.

Rúben Amorim sværger nemlig troskab til en 3-4-3- eller 3-4-2-1-formation (det kommer lidt an på, hvordan man kategoriserer de offensive positioner i Amorims system. Mere om det senere).

Amorim har aldrig spillet med andre formationer end 3-4-3/3-4-2-1 i sin tid som træner. Det var efter sigende også derfor, at Liverpool trak følehornene til sig igen, da de skulle finde Jürgen Klopps afløser. Liverpools trup var skræddersyet til en træner, der vil spille med firebackkæde. Derfor var Amorim ikke interessant.

Det er naturligvis ikke muligt kategorisk at afvise, at Amorim kan omstille sig til at spille med en firebackkæde. Det er dog usandsynligt. Ydermere ville det være satset (læs: dumt) af Manchester Uniteds ledelse at hive en træner ind, der udelukkende har spillet med en trebackkæde, og pålægge ham at bruge en firebackkæde.

Manchester United skifter derfor over til en trebackkæde, når Amorim tiltræder. Det er jeg overbevist om.

Hvis man skal skitsere formationen i en startopstilling, ville den se således ud. Det er startopstillingen fra Sportings kamp mod Famalicao d. 26. oktober 2024.

Som det ses, spilles der ikke med to klassiske kanter, men snarere med to 10’ere (indvendige kanter). De operer primært centralt eller i halvrumme bag den forreste angriber. Derfor foretrækker jeg personligt at kalde det en 3-4-2-1. Men man vil ofte se det omtalt og opstillet som en 3-4-3.

Derudover er det værd at nævne de to centrale midtbanespillere. De danner en såkaldt “double pivot”. I bund og grund betyder det blot, at du har to sideordnede centrale midtbanespillere. Det makkerskab er utrolig vigtigt på Amorims mandskab, som det forhåbenligt bliver tydeligt undervejs i denne taktiske analyse.

I boldbesiddelse: Brede wingbacks, “double pivot” og indvendige kanter

Under Erik ten Hag har Manchester United på papiret spillet med en firebackkæde. Men i opbygningsspillet har man som regel spillet med en trebackkæde. Amorims Sporting gør ofte det stik modsatte, når hans mandskab skal spille bolden ud fra eget mål.

Han instruerer en af de tre centerbacks til at træde op i næste kæde og blive en 6’er. Det tillader den mest offensive af de to centrale midtbanespillere ligeledes at træde et skridt frem. Dermed ender holdet med at bygge op i en 3-4-2-2-formation (hvis man medregner målmanden).

De to backs er meget brede og står forholdsvist højt. De to tilbageværende midtstoppere står også bredt, og målmanden bliver en aktiv del af det dybe fase 1-spil.

I det centrale rum af banen opererer den såkaldte “dobule pivot”. De ligger tæt og bevæger sig konstant sig i forhold til hinanden. Samtidig har man fået skabt en “box-midfield”, hvor der er rig mulighed for at spille over en kæde, hvorefter boldmodtageren kan lægge bolden af til en retvendt medspiller.

Det er påkrævet, at de to centrale forsvarsspillere er dygtige i denne fase af spillet, da det ofte er op til dem at finde den rigtige aflevering mellem kæderne. Hvis den rigtige aflevering ikke er der, skal de være tålmodige og boldsikre, indtil åbningen er der.

Men, Amorims Sporting bygger også op i noget, der ligger tættere på deres udgangspositioner – i en 3-2-5-formation. Det gør holdet, når bolden er længere væk fra deres eget mål, og målmanden ikke kan gå med. Her minder det om noget, man har set i Manchester United under Erik ten Hag.

Under Erik ten Hag krævede det dog mange rotationer, inden holdet stod i den formation. Det gør det ikke under Amorim. De to centrale midtbanespillere er krumtapen på holdet, og de ligger altid som en pivot. De to wingbacks er det brede punkt. Kanterne er indvendige kanter og skal ligge tæt på den centrale angriber og placere sig i halvrummene, så de tre spillere også kan kombinere med hinanden.

Taktisk analyse: Hvordan ser Uniteds fase 1 ud?

Systemet med indvendige kanter kender man måske fra Kent Nielsens Silkeborg-hold i den danske Superliga eller fra Oliver Glasner, der havde stor succes med det i Frankfurt, og lige da han kom til Crystal Palace. I denne sæson går det dog knap så godt for London-mandskabet.

De to wingbacks har – sammen med spillerne på forreste linje – ansvaret for at gøre strække banen og gøre den så stor som mulig – både i bredden og længden. Ved at have de to wingbacks til at stå så højt, tvinger man nemlig modstanderen til at trække sig lidt tilbage på egen banehalvdel.

Om Amorims mandskab bygger op i 3-4-2-2 eller en 3-5-2 har ikke den store betydning for, hvad han ønsker at opnå. Det handler om at få flyttet bolden frem til modstanderens mål. Er det muligt med to afleveringer? Fint. Kræver det 30 afleveringer? Også fint.

Men der er ikke elementer af tilfældighed. Sportings Amorim sparker ikke lange høje bolde frem i blinde. Kontrollen er vigtig for Amorim.

Når Sporting skal komme til gennembrud sker det ofte via 1) halvrummene, hvor enten en af de to indvendige kanter eller angriberen løber mellem modstanderens back og stopper eller 2) via kombinationsspil og spil på tredjemand centralt.

De to wingbacks, de to indvendige kanter og angriberen spiller alle på sidste linje, og formålet er at trække modstanderens bagkæde ud af position, så der skabes nye rum.

Bemærk i øvrigt, hvor mange trekanter der kan skabes i 3-2-5-formationen.

Amorim tilbyder sine spillere ydre rammer, men det er essentielt, at spillerne selv kan aflæse situationer og afgøre, hvornår tempoet skal skrues op, og hvornår bolden blot skal cirkulere mellem bagkæden og de to centrale midtbanespillere.

Uden boldbesiddelse: Vekslen mellem det kompakte og det mandsorienterede

I spillet uden bolden opererer Amorim igen med et par forskellige alternativer. Generelt er Amorim i stand til at tilpasse sin spillestil – med og uden bold – til modstanderen.

Udgangspositionen er 5-2-3, når Sporting ikke går i pres, men blot afventer. Organisationen skal være kompakt, og modstanderen må ikke få lov til at spille mellem kæderne. Derfor tillader de kun plads på siderne. Men bagkæden står ofte højt, uanset om holdet er i pres eller blot afventer.

Når Sporting går i pres sker det typisk i en 3-4-3- eller 3-4-1-2-formation.

Det indledes ved, at angriberen eller en af de to indvendige kanter “skærer banen over” med et pres og lukker spillet til en side. Det er signalet til resten af holdet om at gå mand-til-mand. De to midtbanespillere sidder tæt centralt, de tre centrale forsvarsspillere følger med eventuelle løb ned i banen og wingbacken i boldsiden går højt og i pres. Forholdsvis simpelt.

Men hvad er utrolig vigtigt, når du spiller mandsorienteret? At du vinder dine dueller. Det har Manchester United ikke været i stand til under Erik ten Hag. Om det handler om personel eller ren og skær indstilling, kan man diskutere.

Hvis modstanderen kun har én spiller i forrummet (rummet bag det første pres), vil angriberen i Amorims system falde ned og dække ham. Det skubber automatisk de to indvendige kanter lidt frem, og de bliver ansvarlige for førstepresset på modstanderens bagkæde. Hvis modstanderholdet spiller med to 6’ere, tager “pivot’en” sig blot af de to.

Taktisk analyse: Hvordan ser Uniteds nye presspil ud?

Amorim er altså ikke ultimativ. Han skruer på knapperne, afhængigt af hvilken modstander han står over for.

PPDA (passes per defensive action) er udtryk for, hvor mange afleveringer et hold tillader modstanderen at lave, før de laver en defensiv aktion (tackling, bolderobring, frispark). Dette er en indikator for pressets intensitet og måles kun på de 60 procent af banen, der er tættest på modstanderens mål. Jo lavere din PPDA-score er, desto større intensitet presser du med.

Kigger man på Europa League-kampagnen i den forgangne sæson, hvor modstanderne alt andet lige er bedre end i den portugisiske liga, ligger Sporting med den 19. bedste PPDA-score ud af 46 hold. Ret gennemsnitligt.

Omvendt er Sporting det hold i den forgangne Europa League-sæson med den fjerdelaveste Xg imod. Det placerer dermed Sporting i firkanten øverst til højre i nedenstående graf, hvor de to parametre er kombineret, hvilket er den boks, man helst vil befinde sig i. Her ligger Bayer Leverkussen i øvrigt også – et hold som Amorims Sporting-mandskab minder meget om.

Kontrol over dominans

Kontrol er vigtigt for Amorim, men det er ikke nødvendigvis vigtigt for ham at dominere. Derfor er hverken et højt og aggressivt pres eller en stor procentdel af boldbesiddelsen et mål i sig selv.

Det afgørende er at bevare kontrollen, hvilket man også kan opnå ved at stå kompakt i sin defensive organisation. Se eksempelvis Arsenal, der i gennemsnit har haft en boldbesiddelse på 49% i denne Premier League-sæson, mens Russell Martins Southampton i gennemsnit har haft 54% i deres kampe.

I forlængelse heraf, kan det nævnes, at Amorims Sporting-mandskab mødte Arsenal i Europa League i ottendedelsfinalen tilbage i 22/23-sæsonen. På hjemmebane havde Sporting 32% af boldbesiddelsen, men skabte en større xG end Arsenal. Amorim endte også med at eliminere Arteta og Arsenal efter de to opgør.

Rúben Amorim er ikke ultimativ som eksempelvis Russell Martin eller Fabian Hürzeler. Han formår at justere og udvikle sin spillestil – også fra kamp til kamp. Det er nødvendigt som træner i en topklub. Men 3-4-3 er Amorims base og faste holdepunkt. Det kommer han ikke til at lave om på, selvom han drager til mægtige Manchester United.

Hvor meget adskiller Rúben Amorims taktiske principper sig fra det, Erik ten Hag forsøgte at implementere i Manchester United? Ikke radikalt, vil jeg argumentere for.

Men Amorim er umiddelbart mere afklaret i spillet uden bolden. Derudover er det for mig en styrke, at det ikke kræver utallige rotationer, før holdet står i sine udgangspositioner – både med og uden bold.

Jeg ser ikke tydelige faresignaler i ansættelsen af Amorim. Men Premier League er en helt anden størrelse end Primeira. Modstanderen kommer til at straffe dig 99 ud af 100 gange, du laver en fejl. Men tilgangen i nogle af Sportings europæiske kampe antyder, at Amorim ikke er for fin til at overlade initiativet – så længe hans mandskab bevarer kontrollen

Samme tilgang, tror jeg, kan være nødvendig i starten af Amorims tid på Old Trafford for at skabe et fundament.

Valget af Amorim indikerer for mig, at Uniteds ledelse troede på mange af Erik ten Hags idéer, men havde ikke længere tiltro til, at han var den rette mand til at føre dem ud i livet.

Hvis Rúben Amorim bliver en succes i Manchester United, sker det, fordi han formår at kommunikere sine principper forståeligt videre til spillerne. Uden den evne er principper nytteløse.

Her er redaktionens reaktioner på fyringen af Erik ten Hag